Det handler om spektakulære kalkmalerier i Vendsyssel Frimenighed
Onsdag 6. september kl. 9.30 er der kirkecafé i Vendsyssel Frimenighed på Hånbækvej 4 i Frederikshavn. Denne gang kommer pastor emeritus Villy Klit-Johansen på besøg. Formiddagen vil som altid bestå af hyggeligt samvær, kaffe og højskolesang.
Oplægget handler om de spektakulære fresker (kalkmalerier), som Larsen Stevns fik til opgave at male i Mindehallen ved H. C. Andersens Hus i Odense i 1929. Motiverne valgte maleren selv fra Andersens selvbiografi “Mit livs eventyr”. Larsen Stevns tolker eventyrdigteren med både stor indføling og humor.
Under oplægget vises billeder af freskerne på skærm.
Niels Larsen Stevns (1864-1941) er en af de betydeligste malere i det 20. århundrede. Hans forbindelse med Vendsyssel er velkendt, idet Vendsyssel Kunstmuseum i Hjørring har en betydelig samling af hans kunst, og for ikke mange år siden blev der oprettet et Stevns Videnscenter i forbindelse med museet.
Alle er velkomne. Tilmelding er ikke nødvendigt, men kaffe og rundstykker koster 10 kroner.