Gå til hoved-indhold
30. august 2024 - kl. 14.08

Borgmester: Status på budget for næste år

  • 1 af 1
Af  Birgit S. Hansen

Borgmester Birgit S. Hansen, Frederikshavn Kommune, har skrevet dette indlæg: Nu kender vi alle tal til budgetlægningen for 2025. De sidste tal fra staten er meldt ud. Vi har i udvalgene samlet trukket en procent ud af budgetterne på forhånd (cirka 30 mio. kr.) for at få udgifter og indtægter til at passe sammen mod 2025 - ja, for at leve som vi har råd til.

Vi har desuden forberedt os på den måde, at vi tilfører budgettet på familieområdet yderligere 6 mio. kr. årligt. Familieområdet er området for familier/børn, der har brug for hjælp og støtte, og det er også indsatser og anbringelser for de børn, der skal passes godt på.

Vi har også fundet penge til at betale renter og afdrag på Frederikshavn Havn (årligt 62 mio.). Den er, som alle nok er klar over, kommunal i en periode. Når jeg skriver “i en periode”, er det fordi, vi arbejder på, at havnen igen skal blive selvkørende forretningsmæssigt.

Pengene til renter og afdrag tager vi fra vores anlægskonti, hvor bygningsvedligehold, asfalt og lignende steder. Så må vi have lidt færre penge her en overgang. Udfordringen med renter og afdrag på havnen er løst, uden det påvirker den borgernære velfærd i kommunen. Det er godt. 

Nu kender vi som skrevet tallene. Lidt enkelt sagt, har vi 10 mio. kr. til forbedring af driften, og 93,9 mio., som kan bruges til engangsudgifter.

Jeg har indkaldt partierne i næste uge til samarbejdsmøder om budgettet. Jeg vil dog gerne som formand for byrådet, og som borgmester, sende det klare signal, at jeg vil anbefale, at vi tilfører de 10 mio. kr. til drift til ældreområdet, folkeskolen og handicapområdet. Politik er at sætte retning, og nu kender I min og mit partis tilgang til prioritering: De ældre, skolen og handicapområdet.

De 93,9 mio. kr., som er et-årige penge, kan vi bruge på at lukke huller (som vi kender fra vores egen husholdningsøkonomi). Vi kan afdrage på lån eller vi kan lægge nogle i kassen som opsparing til udgifter, der rammer os. Vi i kan også bruge dem på indsatser, hvor vi i en overgang prioriterer omlægninger af arbejdsgange, eller vi kan investere i nye metoder for at effektivisere og aflaste. Vi kan også bruge dem på asfalt og meget mere, men det vil de politiske forhandlinger vise.

Vi har en god kommune med styr på de få penge, vi har, og der knokles alle vegne for at få det bedste ud af det. Mange tak for det.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...