Boksning: BK Pugilist vinder tre danske mesterskaber
BK Pugilist vandt tre guldmedaljer ved weekendens danske mesterskaber i boksning, som i weekenden fandt sted i Brædstrup.
- Det er mange år siden, at vi har vundet tre danske mesterskaber. Det er kanon, og vi er meget stolte, siger træner Preben Arvidsson.
Glæden bliver ikke mindre af, at bokserne fra BK Pugilist i alle tre finaler vandt med 3-2.
- Der var ingen dem, som kom sovende til det, smiler Preben Arvidsson.
I U19 (67 kg) lagde Jens August Levorsen ud med at besejre Soyhan Ayhan, AK Falken, med 5-0. Der var ingen tvivl om sejren. I finalen vandt han 3-2 over Axel Morrison, BK Limfjord. Det var tredje gang, at de nordjyske boksere mødtes, og det var første gang, at frederikshavneren vandt.
- Jens August blev ved med at slå, og det gav ham sejren, vurderer Preben Arvidsson.
Jan Jensen strøg til tops i U17 (70 kg). Han indledte DM med en sejr på 4-1 over Nicolaj Karlsen, Herlev Boxing.
- Det var en jævn og hård kamp, hvor Jan, der er lang, lige skulle vænne sig til at møde en længere bokser end ham selv, fortæller Preben Arvidsson.
I finalen mødte BK Pugilist-bokseren Ibrahim Rawass, Kalundborg ABK, som var endnu højere.
- De boksede meget ens, og det var en tæt afgørelse, som kunne have gået begge veje. Jan sluttede bedst, og det blev nok afgørende, vurderer Preben Arvidsson.
Merk Russell gik direkte i finalen i U19 (57 kg), hvor han var oppe imod Karim Malak, Vollsmose Boxing.
- Kampen kørte på fuld blæs fra start til slut. Hvis ikke den ene slog, slog den anden, men Merk sluttede bedste i tredje omgang, siger Preben Arvidsson.
Han glæder sig over BK Pugilists medaljehøst under DM.
- Det giver klubben et godt renommé, og ingen er i tvivl om, at vores boksere har en god fysik og er veltrænede, mener Preben Arvidsson.