Arena Nord fylder 20 år: Har haft seks-syv millioner gæster
Tirsdag 4. februar 2025 er det 20 år siden Arena Nord blev indviet. Den blev i første omgang bygget til idræt og især - på det tidspunkt - byens dygtige håndboldpiger. Arena Nord er siden blevet en magnet for andre typer af store events, som det også var forventningen før byggeriet.
Fredag 4. februar 2005 var åbningen "kun" for bestyrelse, politikere og særlige interessenter, men lørdag 5. februar var alle velkomne. Der kom virkelig mange, og sidst på eftermiddagen spillede Frederikshavn Fox Team Nord topkamp mod SønderjyskE i en fyldt Arena Nord, det vil sige 2.400 publikummer.
- Igennem årene har der vel været omkring seks-syv millioner gæster, som er gået igennem dørene, og besøgstallene bare stiger og stiger. I 2024 nærmer vi os for alvor 500.000 årlige gæster til idræt, møder, messer og konferencer. Den klart største begivenhed er Rødspætte Cup i håndbold, som hvert år giver cirka 35.000 gæster i Arena Nord (7.000 gæster pr. dag i fem dage), oplyser direktør Per Malmberg, Arena Nord.
Daværende borgmester Erik Sørensen har fortalt, at han under standerhejsningen tænkte, at her har vi fået lavet noget, der er for stort.
- Tiden har heldigvis vist noget andet, smiler Per Malmberg.
Efter indvielsen er der tilføjet en ny dobbelthal (skolehallen) og et nyt fitnesscenter i 2016, og 2020 blev der gennemført en større udvidelse af foyeren, nye faste barer, toiletter, indgangsparti til Idrætshallen og en udvidelse af køkken og køkkendepot. Alt sammen betalt af egne midler, og til sommer skal den 20 år gamle arena have nyt gulv.
- Det er en investering på op mod tre millioner kroner, så der skal tjenes penge for, at vi kan udvikle og vedligeholde. Fonden Arena Nord har reelt kun har underskud en gang i de 20 år, nemlig i 2014. Udviklingen gik for alvor stærkt efter sammenlægningen med Det Musiske Hus, Maskinhallen og Frederikshavn Event 1. januar 2011, oplyser Per Malmberg.
Af største arrangementer kan nævnes to Bryan Adams-koncerter, to Rasmus Seebach-koncerter - alle med de maksimale 4.000 gæster - businessarrangementet med Bill Clinton i 2006 og besøg af All Gore og Tony Blair.
Hertil kommer de mange breddeidrætsevents, som har fået mere plads, og derfor er rykket op som noget af det ypperste, der kan leveres i Danmark, især Landsstævne i Floorball og Rødspætte Cup.
- De største sportslige oplevelser har afgjort været de to gange, hvor vi har været værter for VM i kvindehåndbold 2015 og igen i 2023. Jeg husker også Lotte Kiærskous afskedskamp på det danske landshold, som mødte Ungarn i Arena Nord. Også de mange fantastiske boksestævner i samarbejde med Team Sauerland var forrygende oplevelser. MMA med Mark O. Madsen var virkelig også noget, der satte Frederikshavn på landkortet, siger Per Malmberg.
Store musicals-opsætninger, som ingen havde troet nogensinde skulle komme til Frederikshavn, Spamalot, Midt om Natten, Shu-bi-dua, Bodyguard og snart We Will Rock You bare for at nævne nogle.
- Og så er det lykkedes os at skabe vores egne fantastiske messer. Forårsmessen hvert år i marts med mere end 10.000 gæster og Nordic Ink og Nordic Brew med over 6.500 gæster i oktober. Begge arrangementer har været med til at skabe en rigtig stor lokal omsætning på byens hoteller og restauranter, konstaterer Arena Nords direktør.
Arena Nord fik i 2024 i samarbejde med konsulenthuset Rambøll lavet en rapport for alle arrangementer i 2023. Den viste, at arrangementerne havde givet en afledt lokal omsætning på hele 117 millioner kroner.
I nærmeste fremtid ligger det nok største event, som Arena Nord skal lægge hus og mandskab til, nemlig World Company Sport Games. Der forventes over 3.500 gæster til Frederikshavn, som fra onsdag til søndag skal dyrke konkurrencer i 28 sportsgrene i samarbejde med en række lokale foreninger og med kampe, der afvikles i Skagen, Sæby og Frederikshavn.
- Åbningen på Frederikshavn Stadion onsdag 10. juni 2026, og afslutningsceremonien i Arena Nord lørdag aften 13. juni bliver fantastisk, håber Per Malmberg.
Han melder Arena Nord i topform.
- Vi har næsten 30 dygtige medarbejdere og mere end 100 timelønnede med et stort gå-på-mod og stor erfaring med ledelse og produktion af events. Det kan næsten kun blive vildere i fremtiden, mener Per Malmberg.
Jubilæet markeres med arrangementet Åben Arena fredag 7. februar, hvor det forventes, at mere end 1000 børn dukker op.