Alle gode gange tre for Rungsted Seier Capital i Frederikshavn
Frederikshavn White Hawks har tabt alle tre hjemmekampe mod Rungsted Seier Capital i denne sæson. Fredag aften tabte høgene med 0-2 i Nordjyske Bank Arena. Det målfattige opgør blev afgjort, da nordsjællænderne med halvandet minut igen udnyttede, at hjemmeholdet satsede og spillede uden målmand.
Gæsterne fra Rungsted var velspillende i første periode og sad i lange perioder på spillet i WH’s zone. Tadeas Galansky havde flere gode redninger i hjemmeholdets mål.
Høgene gav dem dog også fin modstand, men de helt store chancer udeblev. Den største chance til hjemmeholdet faldt få minutter før tid, da Thomas Søndergaard og Gorm Topholt stod helt alene i slottet. Sidstemævnte brændte dog på en lige så velspillende David Grubak i Rungsted-målet.
Det var en periode med få spi stop og lange spilsekvenser. Den endte målløs på en skudstatistik, som gæsterne vandt 10-6. Heller ikke udvisningsboksen kom i brug i første periode.
I anden periode kom der gang i målscoringen og udvisningerne. Jesper Thörnberg indledte med en afslutning, der ramte stolpen, inden en grim WH-fejl i egen zone blev dyr. Steve Whitney fik frit løb mod Tadeas Galansky og sikkert satte kampens første scoring i kassen. 1-0 til Rungsted i tiden 22:37.
White Hawks fik powerplay, men det lå i top 5 over sæsonens dårligste overtal, og dem har der desværre været for mange af. Gæsterne var faktisk tættere på 2-0, end høgene var på en udligning. Igen kan de hvidblusede takke Tadeas Galansky.
White Hawks kom også i undertal, og det blev tilført til dramatik til kampen. Jaeden Martin satte en tackling ind, som hoveddommeren, der stod lige foran, ikke dømte noget på. Det gjorde dommeren dog længst fra, og endda en stor straf på fem minutter, som de kiggede video på. Det endte med, at udvisningen helt blev annulleret, og White Hawks undgik en 5 mod 3.
Høgene sluttede af med godt langt pres, men desværre formåede man ikke at ramme målet, så derfor stod der 0-1 på måltavlen efter 40 minutter. 19-14 i gæsternes favør hed skudstatistikken.
Tredje periode skulle være en høgejagt på udligningen, hvis det stod til de 1.429 tilskuere.
En udvisning til Alexander Lunsjö fra start gav dog ikke den beste indledning. Gæsterne pressede på i alle to minutter, og Tadeas Galansky måtte igen i aktion, ligesom Sebastian Benker blokerede et par afslutninger.
Gæsterne holdt presset i WH-zonen, og chancer var derfor minimale til hjemmeholdet, så da Thomas Søndergaard brændte en styring på et helt åbent mål, stod mand med følelsen af, at det ikke blev i dag, høgene fik scoret.
Chancen bød sig med ni minutter igen i powerplay. Men ak, hvorfor er White Hawks' powerplay ikke blevet bedre 37 kampe inde i sæsonen?
Rungsteds Morten Jensen brændte et straffeslag med fem minutter igen. Kunne det give WH den sidste tænding?
Cheftræner Fredrik Johansson tog time-out, og Tadeas Galansky blev med to minutter igen erstattet af en markspiller, men det resulterede i en scoring i tomt mål fra Victor Cubars.
Opgøret sluttede dermed 2-0 til de formstærke gæster, som var bedst. Dermed er Frederikshavn ni point efter Rungsted Seier Capital på fjerdepladsen. Nu må det handle om som minimum at undgå ottendepladsen og en kvartfinaleserie mod topholdet Herning Blue Fox. I den sammenhæng venter der en vigtig udekamp på onsdag i Vojens mod SønderjyskE, som p.t. ligger nummer otte.