Gå til hoved-indhold
24. januar 2025 - kl. 00.01

Positive tendenser på både de økonomiske udsigter og boligmarkedet

  • 1 af 1
    Jyske Bank inviterede torsdag aften indenfor til Nytårskur i Arena Nord.
Af: Peter Marquard

Kunderne i Jyske Bank kunne torsdag aften i Arena Nord få et økonomisk tilbageblik på 2024 i forbindelse med bankens nytårskur. Samtidig var der også et fremblik på de finansielle udsigter for 2025, hvor der fortsat er positive tendenser på både de økonomiske udsigter og boligmarkedet.

- Det er altid dejligt at samle kunderne til en hyggelig aften under lidt andre former end den normale dagligdag. Vi fik god inspiration om 2025, og samtidig kunne vi glæde os over de gode resultater, som vi har præsteret i 2024, hvor vores kunder har høstet flotte, positive afkast på vores puljeinvesteringer, sagde Carsten Holst Vinther-Jensen, der er markedsdirektør i Jyske Bank.

Kundedirektør Niels Grønhøj forventer et år, hvor investeringerne på aktiemarkedet periodevis vil vise store udsving, og han opfordring til kunderne var:

- Tænk langsigtet og vær loyal overfor jeres risikoprofil. Erfaringerne viser, at det kan betale sig at have is i maven fremfor at reagere på de store udsving, som kommer fra tid til anden. Det er altid svært at time de rigtige tidspunkter til at gå ind og ud af markedet, og vi forventer stadig et positivt afkast for 2025. Men der er ingen tvivl om, at Donald Trumps valgsejr kan få en stor økonomisk effekt på flere områder.

Også på boligmarkedet forventer Jyske Bank, at der blæser positive vinde i indeværende år.

- Der er gode udsigter til stigende priser på boligmarkedet. Den positive tendens bliver godt hjulpet af gode konjunkturer, hvor der fortsat er tegn på en flot beskæftigelse og stigende realløn, samtidig med at der er forventning om en let faldende rente, fortalte rådgiver Anne Dorthe Mejlvang.

Aftenen blev afsluttet med lækker tapas, inden kunderne blev sendt hjem for at se Danmark vinde endnu en storsejr ved VM.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...