25-årig kvinde forsøgte at begå røveri i Føtex Frederikshavn
Føtex Frederikshavn var mandag formiddag udsat for et forsøg på røveri. En 25-årig kvinde fra lokalområdet blev hurtigt anholdt af politiet.
Nordjyllands Politi oplyser til Kanal Frederikshavn, at kvinden stjal en kniv i Føtex. Hun gik herefter op på taget af Føtex, hvor hun ifølge eget udsagn begik hærværk mod flere biler på parkeringspladsen.
Hererfter gik hun tilbage i Føtex og stillede sig i kø ved en af kasserne. Da det blev hendes tur, hev hun kniven frem foran en yngre kvindelig medarbejder, der sad i kassen.
Ifølge politiet truede hun ikke med kniven, men opmærksomme kassemedarbejdere trykkede straks på overfaldsalarmen.
Kvinden - der beskrives som psykisk ustabil - blev tilbageholdt, indtil politiet nåede talstærkt frem.
Vagthavende ved Nordjyllands Politi oplyser, at man foreløbig har modtaget én anmeldelse fra en bilejer, hvis bil i formiddag er blevet udsat på for hærværk på Føtex' parkeringsplads.