Gå til hoved-indhold
09. marts 2025 - kl. 21.03

Advokatundersøgelse / June Menne / Kommunaldirektør / Lydfil

  • 1 af 1
    Jens Borup: - Jeg har 15 års bestyrelsesarbejde i Danmarks næststørste bank i bagagen og har været med til at løse sådanne problemer 30-40 gange i de 15 år, men sygeplejersken mente ikke, at min erfaring kunne bruges omkring Frederikshavn Havn.
Af  Jens Borup

Byrådsmedlem Jens Borup (V) har skrevet dette indlæg: Nu har vi fået en længe ventet advokatundersøgelse bestilt af byrådet til den nette sum af tre millioner kroner – købt og betalt af skatteyderne. Et bestillingsarbejde med bestilte spørgsmål formet til renvaskning af forhenværende borgmester Birgit S. Hansen og kommunaldirektør Thomas Eriksen – og man har fået det, man har bestilt.

Byrådet er i dag inddelt i et A-, B- og C-hold.

A-holdet består af borgmester, kommunaldirektør og to fra Økonomiudvalget, som ved alt og ser alt.
B-holdet er gruppeformændene, hvor det hedder sig, at borgmesteren sonderer den politiske stemning.
C-holdet, der ingenting får at vide - udover det gruppeformændene må sige videre samt det, man kan læse i pressen.

Vi har fra Venstres side efterspurgt et samlet møde for alle byrådsmedlemmer, men dette er ikke blevet imødekommet fra Socialdemokratiet, som åbenbart ønsker at holde tingene så lukkede som muligt.

Vi har ligeledes forespurgt om at få advokatundersøgelsen uden overstregninger (der er 231 sider, hvoraf de 91 er overstreget). Hvad er årsagen til, at vi ikke kan få den fulde rapport? Det er byrådet, der har bestilt rapporten, men vi må ikke se den?

Som jeg tidligere har nævnt, er der fortsat - som under Birgit S. Hansens styre - et A-B-C hold. Hvordan kan det være, at kommunaldirektøren ikke holder alle byrådsmedlemmer ens orienteret om en så vigtig sag, som udgør mere end 25 procent af kommunens samlede gæld?

Hvornår står vi næste gang i en situation, hvor kun A-holdet og kommunaldirektøren ved besked? Vi er nødt til at have en kommunaldirektør, der lever op til sit ansvar.

June Menne (A) har følt sig kaldet til at forklare sig på Kanal Frederikshavn. June har flere forklaringer på, hvorfor det er gået, som det er. Til sidst var hun nødt til at lette sit hjerte overfor Birgit S. Hansen.

Jeg glæder mig til at læse referaterne fra havnebestyrelsesmøderne, for der må June jo have protesteret højlydt mange gange set i lyset af alt det, der blev gjort forkert.

Jeg kan tilføje, at jeg i byrådssalen har opfordret June Menne (A) og John Lamp Henriksen (C) til at orientere os alle i byrådet om, hvad der var op og ned i de halve oplysninger, der kom frem om havnen, men de var tavse som graven.

Nu kan vi se, at June godt kunne orientere Birgit S. Hansen, og jeg kan også af mailkorrespondance se, at John Lamp Henriksen har orienteret kommunaldirektøren i forløbet, men resten af byrådet blev ikke informeret af John og June.

Jeg kan yderligere oplyse, at jeg også i byrådssalen tilbød Birgit S. Hansen og Thomas Eriksen at gå ind i en arbejdsgruppe omkring havnen, men der var bare et hånligt skuldertræk fra Birgits side til signal om, at hvad jeg mon kunne bidrage med i den henseende.

Jeg har 15 års bestyrelsesarbejde i Danmarks næststørste bank i bagagen og har været med til at løse sådanne problemer 30-40 gange i de 15 år, men sygeplejersken mente ikke, at min erfaring kunne bruges omkring Frederikshavn Havn.

Sidst, men ikke mindst, er der lydfilen.

Vi ved, at det var en henvendelse fra havnen til kommunaldirektør Thomas Eriksen, der startede lydfilssagen. Thomas Eriksen har orienteret byrådet om, at han fik en henvendelse fra havnen omkring aktindsigt fra TV2 Nord, men vi er endnu ikke blevet orienteret om, hvem der instruerede den medarbejder, der forsøgte at få havnen til at kopiere det materiale, som kommunen havde udleveret.

Medarbejderen oplyser på optagelsen, at vedkommende som "belønning" har fået udbetalt 100 overarbejdstimer, og jeg kunne godt tænke mig at få oplyst, hvem der i dette tilfælde har godkendt denne ekstraordinære udbetaling for et angiveligt ulovligt stykke arbejde?

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...