Tidligere narkobetjent fra Hørby savner livet på gaden som betjent
Frederikshavn Teaterforening bød mandag aften igen velkommen til René Dahl Andersen - den tidligere narkobetjent fra Hørby, der både er helhjertet og hærdet. Der var igen fuldstændig udsolgt i festsalen på Frederikshavn Gymnasium.
René Dahl Andersen var på besøg med sit nyeste foredrag "Hærdet 2.0".
- Med det store opbud af gæster – igen - må man sige, at René kan trække folk af huse, og de kom langvejs fra. Mange havde virkelig glædet sig. De store smil var fremme, da han tog imod alle i døren, fortæller formand Lilly Pedersen, Frederikshavn Teaterforening.
Det er ingen hemmelighed, at René Dahl Andersen har levet et vildt arbejdsliv. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at han er gået til grænsen og sommetider over den.
- Men der er stadig noget, han ikke har fortalt, og det fik vi i aftenens foredrag, hvor vi hørte om "bonderøven, der blev betjent med byen i blodet". René er sin egen, og selv om han har knas med højden, som de sagde, da han blev optaget som betjent, så gør hans personlighed, at han brager igennem, siger Lilly Pedersen.
René Dahl Andersen er født og opvokset i Hørby, hvor der var masser af tid til familieliv. Som ung betjent kom han til København og blev narkobetjent i byens mest rå gader. Han trivedes, men han længtes sommetider hjem til Nordjylland.
Han ved godt, hvor han kommer fra, og der er langt til det liv, han levede på kanten af retsplejeloven og blandt pushere i Istedgade og kriminelle, der er nogle af verdens hårdeste miljøer.
- Venskaber mellem betjenten og pusheren, der har noget at skulle have sagt, blev også en del af hverdagen. Vi hørte om biljagter igennem København med desværre fatale følger og tab af menneskeliv. Et traume, der sidder i en betjents krop for evigt, udtaler Lilly Pedersen.
Blandt gæsterne var en del politibetjente, stadig aktive i tjeneste. De var vidner til en ganske rørende afslutning.
- Hold kæft, hvor jeg savner livet som betjent. Det sociale, de mennesker, kollegaer og livet på gaden,lød det fra René Dahl Andersen.