Sjov på Strandby Havn hver tirsdag i fire uger
Opbakningen til "Sjov på Strandby Havn" er i år større end nogensinde. Lokale ildsjæle, restauranter og virksomheder har bidraget som aldrig før.
"Sjov på Strandby Havn" finder sted hver tirsdag i ugerne 28, 29, 30 og 31 fra kl. 16.00 til kl. 20.00. Første gang er altså på tirsdag 9. juli.
- Snyd dig ikke for årets turistauktion, som foregår kl. 18.00 og 19.00 de pågældende tirsdage, siger arrangør Peter Stokbro, Strandby Fællesvirke.
"Sjov på Strandby Havn" præsenterer i 2024 et væld af aktiviteter.
- Vi får besøg af Bundgarnsjollen Støren fra Ålbæk, og så har vi i år været heldige, at Marinehjemmeværnet anløber havnen i uge 29, hvor der er mulighed for at komme til åbent skib. Kom og prøv "Årets fisketallerken fra Strandby", der er lavet af Strandby Badehotel, eller årets Grill-tallerken, opfordrer Peter Stokbro.
Kl. 18.00 og 19.00 er der turistauktion, hvor alle har mulighed for at byde på de friskfangede fisk, der er blevet forarbejdet hos de lokale fiskehuse i løbet af morgenen. Køb amerikansk lotteri med flotte præmier fra områdets virksomheder. Nyd synet af de flotte amerikanerbiler, der opstilles ved havnen, og boderne på kræmmermarkedet bugner med gode fund og tilbud til enhver pengepung. Er du mere til aktiviteter på vandet, kan du prøve en af de store "Waterballs" eller måske sejle en tur rundt i kano/kajak.
Livemusik på kajen sørger for den helt rigtige stemning, og "Sjov på Strandby Havn" præsenterer tre forskellige bands, som kommer og spiller.
- Vi starter med den skotske sanger Elsa Jean McTaggart i uge 28. Hun spiller samtidig på violin og skriver sine egne sange. I uge 29 får vi besøg af Duoen Sun-z, som flere har hørt på Sindal Marked, og så har vi igen i år været så heldige også at få Elsa Jean McTaggart til at spille i uge 30, fortæller Peter Stokbro.
I uge 31 gæster svenske Tina Gillberg og norske Morten Nordheim med skandinavisk musik, som vi kender det.
- Morten og Tina er en tilbagevenden tradition, da de altid har spillet til "Sjov på Strandby Havn". foruden musikken er der et væld af sjove aktiviteter for børn. Kom ned og fang krabber i havnebassinet eller tag en tur over i Rudolfs Tivoli og spring i elastikker. Der er også mulighed for hoppeborg, oplyser Peter Stokbro.
Han opfordrer alle - såvel lokale som turister - til at besøge Strandby en af de kommende fire tirsdage.
- Snyd ikke dig selv for en dejlig oplevelse, hvor der serveres både kaffe, churros og is, samt lokale specialiteter som friskkogte hummere, fisketallerken og nystegte fiskefrikadeller rundt om på havnen. Du kan også købe aftensmaden til næste dag med hjem i vores fiskebod, som du kan finde omkring scenen ved madboderne, siger Peter Stokbro.
Videoen i toppen af denne artikel stammer fra "Sjov på Strandby Havn" i 2022.