Gå til hoved-indhold
16. november 2024 - kl. 00.11

Socialdemokrat genopstiller ikke: Ordentligheden er forsvundet

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Socialdemokraten Tina Nymann genopstiller ikke ved kommunalvalget om et år. Det oplyser hun til Kanal Frederikshavn.

- Jeg har været byrådsmedlem i otte år, og nu føler jeg, at tiden er inde til andre spændende udfordringer. Nu skal tiden bruges på mine børn, min kæreste og mit job, siger Tina Nymann, der er medlem af Social- og Sundhedsudvalget samt Kultur- og Fritidsudvalget.

Hun er til daglig pædagogisk leder i Børnehuset Hånbæk i Frederikshavn. Privat bor hun på en gård lidt uden for Frederikshavn med sine børn og kæreste.

- Jeg elsker mit arbejde og nyder tilværelsen herude på landet. Derimod er det efterhånden lidt op ad bakke, når det gælder samarbejdet i byrådet. Jeg bryder mig ikke om alle de slåskampe, vi er vidner til i øjeblikket. Jeg gik til valg på ordentlighed i politik, og det kan jeg ikke se i denne byrådsperiode, så jeg vil hellige mig mit job med positive og skønne mennesker. Det giver mig god energi, og jeg går glad på arbejde hver eneste dag, fortæller Tina Nymann.

Hun blev valgt ind i byrådet ved kommunalvalget i 2017. 

- Jeg ønsker at udvikle vores kommune, men det virker desværre som om, at andre har mere travlt med at kigge i bakspejlet og være fejlfindere. Dette har blot bekræftet min beslutning, oplyser Tina Nymann.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...