Gå til hoved-indhold
17. november 2024 - kl. 00.11

Julemarked i Strandby: Dan Thomsen har været med alle år siden 1966

  • 1 af 2
  • 2 af 2
Af: Michael Frederiksen

Lørdag 7. december holder FDF det traditionsrige julemarked ved Genbrugscentret på Nordjyske Bank Plads i Strandby. Der sælges juletræer i alle størrelser i tidsrummet klokken 9.00 til 12.00.

Julemarkedet blev afviklet første gang i 1966. Dan Thomsen var idémand, og han har været med samtlige år. Han nærmer sig således 60-års jubilæum, når det gælder FDF's julemarked i Strandby.

- En gang FDF'er, altid FDF'er. Jeg elsker at give børnene gode oplevelser og minder for livet, fortæller Dan Thomsen.

Genbrugscenteret har åbent i samme tidsrum som julemarkedet, og der sælges julepynt med 50 procent rabat.

På pladsen er der flotte nyskovede træer, som også i år er specielt udvalgte. Ligeledes sælges der pyntegran og smukke dekorationer.

Har man ikke selv mulighed for at tage træet med hjem, bringes det gratis ud i Strandby og Elling. Og træerne spidses uden beregning, så de er klar til at sætte på fod.

Klokken 10.30 anløber julemandens skib og lægger til kaj ved fiskeauktionshallen. Herfra går turen forbi Brugsen op til torvet.

Når julemanden cirka klokken 10.45 ankommer til torvet, bliver der leget med børnene, sunget julesange og danset omkring juletræet til musik af Henning Jensen. Der er slikposer - sponsoreret af Lions Club Standby/Elling - til alle børn.

- Kom og vær med til en oplevelse for hele familien, opfordrer Dan Thomsen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...