Mojn til Makværk efter en velspillet og veloplagt koncert
Onsdag aften trådte Rikke Thomsen med band ind på scenen i Det Musiske Hus. Entreen skete med bulder og brag med en heftig intro, der gled over i ”De Ganze Schweinerei”. Her fik Rikke slået fast, at hun er en ægte rockmama med den rigtige drengerøvsfacon – sorte jeans og T-shirt, guitarspil i alskens positioner, hop som afslutning på nummer og Status Quo-lignende triospil sammen med guitaristen og bassisten.
Vi fik selvfølgelig flere hårdtslående numre som for eksempel ”Sønderborg City” og Springsteen-pastichen ”Hunge Hjerte” og ”Anne Linnet”, der alle i live-udgaven haft fået ekstra saft og kraft.
At Rikke behersker mere end de hårdt pumpede rocknumre kunne for eksempel høres på ”Så Læng Do La Væe Å Spø” med en genklang af Sinatra-klassikeren ”My Way”, og den akustiske ”Vil Do La Æ Lys Stå Tæend”.
Selvom hovedvægten var lagt på numre fra det seneste album ”Makværk”, var der også plads til flere numre fra det første album ”Opland”. Publikum var helt klart med på numre som ”Vausen” og ”Ballebrovej 2”.
Der var næppe mange blandt publikum, der forstod Rikkes sønderjyske tekster, men hun ledsagede alle sange med fortællinger om sin barndom, opvækst og teenageår i Blans, så man fik et godt indblik i hendes liv og baggrunden for sangene. Publikum fik da også lejlighed til selv at prøve det sønderjyske et par gange.
Bandet, der ledsagede hende - ”E Knejter” som hun kaldte dem - har hun spillet sammen med i mange år, og hun gav virkelig plads til, at de fik den opmærksomhed, de fortjente. På bas var det Peter Overby, på trommer Lasse Bruun, Andreas Bek Mortensen spillede keyboard med masser af improvisationer, mens Jakob Kraft Preuss spillede en forrygende guitar. Mest markant i lydbilledet var dog saxofonisten Mads Kirkegaard, der lagde et solidt lydtæppe hen over de fleste numre.
Efter afsluningsnummeret ”Mojn når vi komme (mojn når vi gæh)”, hvor publikum igen skulle prøves i det sønderjyske, fik vi et akustisk ekstranummer – en nyskrevet sang, hvor Rikke som så mange andre ville hylde en bil. Det blev i hendes tilfælde farens ”Corolla ’74”. Med dens omkvæde i baghovedet kunne publikum forlade en velspillet og veloplagt koncert, hvor man absolut ikke kunne mærke, at koncerten var den fjerdesidste på en lang turne.
