Julen er hjerternes fest - det er Kjeld og Anne-Mette levende eksempler på
Nissepigen Tanja Hansen har skrevet dette indlæg: Jeg tillader mig hermed at sende en uopfordret artikel vedrørende byens Julemand/Julle og Julemor med de borgerlige navne Kjeld og Anne-Mette Rye. Jeg er selv blot en lille "nisse/hjælper", hvis børn selv arbejder som frivillige nisser for parret.
Første gang jeg mødte Kjeld Rye var for tre år siden på Frederikshavn Bibliotek. Vi faldt hurtigt i snak om foreningslivet og frivilligt arbejde. Her fortalte han mig om sin store passion: Rollen som Julle – byens julemand. En rolle, han har besiddet siden 1983.
Siden dengang har jeg fulgt Kjeld og hans kone, Anne-Mette, bedre kendt som Julemor, og jeg har set, hvordan de bruger enorme mængder tid og ressourcer på at skabe glæde for byens børn og barnlige sjæle.
Deres arbejde går langt ud over den traditionelle opfattelse af, hvad det vil sige at være julemand. De står bag arrangementer som "Jul i Juni", hvor overskuddet fra bankospil går til udsatte familier. Jeg har selv hjulpet med at skaffe sponsorgaver til det store arrangement, som altid skaber glæde og sammenhold.
Dertil har de på lidt over to år samlet 75.000 kroner ind til udsatte børn og familier.
Kjeld og Anne-Mette er altid klar til at træde til, når nogen har brug for dem. Jeg husker især et arrangement for Red Barnet, hvor de kun to dage forinden blev spurgt, om de kunne underholde. Trods den korte varsel tøvede de ikke et øjeblik. For dem handler det om at gøre en forskel – selv hvis det kun er for ét barn.
Denne sommer fik jeg idéen om at få Julle på besøg på byens krisecenter juleaften eller alternativt få samlet gaver ind til familierne på centeret. Det er den absolut travleste dag på året for Kjeld, men da jeg fremlagde forslaget, svarede han straks med et rungende "ja". Vi har fået arrangeret sponsorater i form af godter, slik og legetøj, så børnene kan få en magisk oplevelse.
Julen er hjerternes fest, og Kjeld og Anne-Mette er levende eksempler på, hvad det vil sige at sætte andre først.
Men deres engagement kommer ikke uden udfordringer. Jeg har set dem kæmpe med manglende offentlige støttekroner og behovet for flere sponsorer. Heldigvis står der gode folk bag dem – en flok dedikerede "nisser", hårdtarbejdende forældre og loyale sponsorer, der forstår værdien af den julemagi, Kjeld og Anne-Mette skaber.
Jeg håber, at vi som by fortsætter med at støtte vores julemand og hans juleby i Møllecentret. Den glæde og magi, de spreder, gør en forskel for så mange – især de mindste.
Så lad os sammen værdsætte og støtte det arbejde, Kjeld og Anne-Mette udfører, og sikre, at deres indsats kan fortsætte mange år endnu. Julen handler om at give, og hvad kunne være mere oplagt end at støtte dem, der giver så meget til os alle?
Med håb om, at vi vil møde en masse glade mennesker i julen 2025.