Gå til hoved-indhold
112
23. december 2024 - kl. 09.12

Bjarne Laustsen: - Jeg støtter Erik, hvem støtter Falck?

  • 1 af 1
    Foto: Caroline Schack
Af  Bjarne Laustsen

Folketingsmedlem Bjarne Laustsen (A), valgt i Frederikshavn-kredsen, har skrevet dette indlæg: I denne tid skriver vi til hinanden for at ønske glædelig jul og takke for året, der svandt, med ønsket om et godt nytår. Det vil jeg også gerne gøre her. Men jeg savner noget, og det er at høre klart og tydeligt, hvad Falcks topledelse mener om, at deres tidligere medarbejder Erik Schack nu her mere end 10 år efter den forfærdelige ulykke på Strandby Havn endnu ikke har fået sin erstatning for den arbejdsulykke, som han har været udsat for.

En arbejdsulykke, som både Retslægerådet og landsretten har anerkendt som en arbejdsskade. Falcks forsikringsselskab Tryg mener at vide bedre, der var ikke tale om en arbejdsulykke, mener de.

Men hvad mener Falck?

Jeg går ud fra, at Falck har tegnet en arbejdsgiverforsikring for deres medarbejdere, hvis der skulle ske dem noget i tjenesten? Derfor er det meget interessant, om ikke Falck mener, der er tale om en arbejdsulykke. Det var trods alt på Eriks vagt, at han blev ramt af en blodprop i hjernen efter redningsaktionen på havnen i Strandby og har været lammet lige siden.

Hvis der er nogen, der ved, hvad der er foregået, må det da være arbejdsgiveren. Han har jo et stort ansvar for sine ansatte i forhold til arbejdsmiljøloven.

Hvis Falck eller nogen af deres ansatte mener det samme som Tryg, skulle de have stået frem i retssagen. Nu har de udvist passivitet og har været med til at trække sagen i langdrag. Det er uværdigt.

Sagen er den, at alarmen gik 4. august 2014 kl. 22.17. Tre personer ligger bevidstløse på en fiskekutter. Erik Schack ankommer som den første, og da redningsaktionen var slut, var der debriefing på Falck-stationen, hvor Erik gik på toilettet. Han kom ikke tilbage, fordi han fået en blodprop, lå blå i hovedet og kastede op og blev staks kørt på sygehuset.

Skaden var sket og en lang sygdomsperiode og genoptræning blev et mareridt for familien, men ingen erstatning, fordi Tryg blokerer.

Jeg håber, at Falck vil svare på mit læserbrev. Jeg har den største respekt for den korpsånd, der altid har været i Falck. Alle deres medarbejdere har været legendariske i deres hjælp til samfundets svageste i samfundet - ja, i det hele taget, når der har været brand og kriser.

Jeg har selv haft et rigtig godt samarbejde med Falck. Som præsident for Beredskabsforbundet var jeg med til at indstifte Den Danske Redningsberedskabspris, som skulle uddeles på Sofus Falcks fødselsdag.

Vi fik også sammen ændret deltidsbrandmændenes muligheder for at få understøttelse, hvis de havde mistet deres arbejde i deres hovederhverv. Det var vigtigt, fordi deltidsbrandmænd hænger ikke på træerne. Til gengæld er de meget vigtige for, at vi har et robust beredskab.

Det er vigtigt, at samfundet giver opbakning og anerkendelse til de mange kvinder og mænd, der stiller op for alle os andre og gør en forskel, når der er behov for det.

Det er ikke ufarligt at være redder i dag, og derfor skal der også være ordentlige vilkår for dem, der sætter livet på spil for at redde andre. Det var det, der skete den sene aften på Strandby Havn. To fiskere omkom, en pumpemand blev hjerneskadet, og Erik Schack fik en blodprop i hjernen.

Jeg har ikke mødt nogen endnu, der ikke mener, at Trygs opførsel og synspunkt er skadeligt for at rekruttere nye medarbejdere til Falck og beredskabet, hvis ikke man kan regne med at have arbejdsgiverens forsikringsselskabs ryg, når uheldet er ude.

Jeg støtter Erik, hvem støtter Falck?

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...