Gå til hoved-indhold
25. december 2024 - kl. 00.12

Orskov Yard: Flere vigtige grunde til, at det er et must at uddanne faglærte

  • 1 af 1
    Mester Søren Larsen og nyudlært Mikkel Calundan Jensen fra Orskov Yard. Mellem sig har de Mikkels svendestykke - en frontskovl til en minilæsser.
Af: Michael Frederiksen

Orskov Yard runder på uddannelsessiden året af med endnu en nyudlært smed. Mikkel Calundan Jensen kan se tilbage på tre et halvt års læretid, hvor dygtige kolleger har været med til fagligt at klargøre ham til svendestykket, som netop er afsluttet på EUC Nord.

Hos Orskov Yard har det topprioritet at uddanne faglærte medarbejdere, og antal lærlinge tæller i skrivende stund 32, der er fordelt på uddannelserne smed, skibsmontør og industritekniker.

- Vi har et pejlemærke på, at 10 procent af vores medarbejdere skal være lærlinge, fortæller direktør Christina Ørskov, Orskov Yard.

Med et samlet medarbejdertal på 238, ligger tallet højere end pejlemærket, og det er man stolt af hos Orskov Yard.

- Når vi kigger ind i udvidelser af forretningen, for eksempel ny dokkapacitet, der øger jobmængden, er det bydende nødvendigt for os, at vi tilsvarende har den arbejdskraft, som vi har brug for til at udføre arbejdet. Vi bliver derfor nødt til selv at være med til at uddanne arbejdskraften, siger Christina Ørskov.

Hun nævner, at Danmark er en stærk maritim nation med aner tilbage til vikingerne i forhold til skibsbygning. I dag er det en stærk maritim branche, der servicerer, reparerer og ombygger skibe, og yderligere med udsigt til nybygning af skibe til Forsvaret ligger der en stor forpligtigelse i både at bevare og udvide kompetencerne hos virksomhederne og deres medarbejdere.

- Der ligger en meget vigtig opgave i at få den enorme mængde af skibsteknisk viden fra vores erfarne faglærte givet videre til den yngre og nyere generation af faglærte. Denne vidensdeling er en naturlig del i processen, når virksomheden uddanner lærlinge. Der er derfor flere vigtige grunde til, hvorfor det er et must at uddanne faglærte, pointerer Christina Ørskov.

Mikkel Calundan Jensen har været tilknyttet Lærlingeordningen ved Erhvervsservice Nord, hvor lærlingekoordinator Anette H. Sørensen støtter op om alle Christina Ørskovs vigtige argumenter i forhold til at uddanne faglærte.

- Hvis ikke vi uddanner, mister vi viden og kompetencer, og vi kommer til at halte bagud og mister markeder. For mig er det derfor en kæmpe glæde hver gang, jeg lykønsker en ny faglært, der stolt vifter med svendebrevet, og når jeg efter nogle år møder de nyuddannede og spørger, hvor og hvad han/hun laver i dag, bliver jeg bekræftet i min tro på, hvor mange muligheder der åbner sig med en faglært uddannelse i bagagen, siger Anette H. Sørensen.

Så udover at virksomhederne har en forpligtigelse i at uddanne, håber Anette H. Sørensen tilsvarende, at de unge kan se de mange muligheder, som følger med en faglært uddannelse.  

Øvrige partnere i Lærlingeordningen er MAN Energy Solutions, Hirtshals Yard, EnTech Marine, Vestkajens Maskinværksted, Mariendal Electrics, RASI Maskinfabrik, Alfa Laval, Soft & Teknik, SeaMech, KS Maskinteknik og Svanehøj.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...