Kreativ pause fra mobilen på billedskolen
På Frederikshavn Kunstmuseum fortsætter den populære billedskole i det nye år.
- Børn er i forvejen fantasifulde og kreative, men på billedskolen på kunstmuseet er der muligheder for at lære børnene om teknikker og viden om kunst, så der måske kan komme endnu mere gang i fantasien og kreativiteten, siger kunstner Lotte Dyhrberg, som underviser på billedskolen.
- Børnene får ikke bare et nyt fællesskab med de andre børn i billedskolen, men også en tiltrængt pause fra mobiltelefonen, mener hun.
Alle børn kan være med. De skal bare være mellem 8 og 12 år.
Billedskolen er et samarbejde mellem Bibliotek Borgerservice og Frederikshavn Kunstmuseum.
Første dag i kunstskolen er 16. januar. Billedskolen slutter med fernisering af børnenes værker 27. marts. Tilmelding sker på hjemmesiden for Bibliotek Borgerservice.