KV2025: Klaus Hjulmand valgt til spidskandidat for Liberal Alliance
Liberal Alliance har valgt Klaus Hjulmand som spidskandidat til kommunalvalget i Frederikshavn Kommune.
På et opstillingsmøde blev Klaus Hjulmand valgt uden modkandidat.
- Jeg ser frem mod en spændende valgkamp, som med garanti bliver præget af de seneste års uroligheder på den lokalpolitiske scene. Mange er oprigtigt trætte af at høre og læse om lokalpolitikere, som har meget fokus personsager, dårligt samarbejde og en negativ tone uden så meget fremsyn. Der skal ryddes op, og så trænger vi alle til en ny begyndelse, siger Klaus Hjulmand.
Han er overbevist om, at mange i Frederikshavn Kommune ønsker en ny start med friske øjne, hvor der kommer mere fokus på samarbejde, diversitet og øjnene rettet mod, hvordan vi sammen skaber en kommune, hvor det er fantastisk at vokse op i, bosætte sig, arbejde i og til sidst nyde sin alderdom i.
- Vi skal have meget mere fokus på, hvordan vi gør ”kagen” større end, hvordan vi kan spare den næste krone. Vi skal selvfølgelig fortsat have fokus på, hvordan vi bruger de midler, vi har til rådighed. Man sidder alt for ofte med en fornemmelse af, at der ikke mangler penge, men der mangler i den grad fornuft, mener Klaus Hjulmand.
På samme møde blev Elias Vilsgaard valgt som kandidat for Liberal Alliance. Han er med sine 19 år en af de yngste på stemmesedlen på tværs af alle partier. Han bor i Sæby og har altid haft interesse for politik og det samfund, han er vokset op i.
- Man kan ikke beklage sig over noget i livet, hvis ikke man selv har mod til at gøre noget ved det. Det beskriver mig ret godt. Som nyudklækket student på 19 år tror jeg på en lys fremtid, selvom jeg er bevidst om de udfordringer, der venter. Jeg er overbevist om, at morgendagen bliver bedre end i dag, hvis man tager ansvar og gør en indsats for at forme den – og det vil jeg, siger Elias Vilsgaard.
Når han ikke spiller fodbold, diskuterer politik eller er sammen med familie og venner, bliver hans sabbatår brugt på arbejde i Jem og Fix, hvor han nu har været ansat i fire år.
Der vil blive holdt yderligere opstillingsmøder i foråret, hvor der vil blive præsenteret flere kandidater. Skulle man have have lyst til at komme med på holdet, er man altid velkommen til at kontakte Liberal Alliance.