Gå til hoved-indhold
21. december 2024 - kl. 00.12

To helt nye pickleballbaner i Sportshallen åbner lørdag eftermiddag

  • 2 af 4
    Bo Jensen glæder sig til at præsentere banerne lørdag eftermiddag.
  • 3 af 4
  • 4 af 4
Af: Michael Frederiksen

Sportshallen på Suderbovej i Frederikshavn har som de første i Nordjylland investeret i to professionelle indendørs pickleballbaner. De åbner officielt i dag, hvor alle er velkomne til at prøve de to baner fra kl. 14.00.

Det kræver ingen tilmelding. Man dukker bare op.

I dagens anledning har Sportshallen besøg af Kim Petersen fra Sport Scandinavia, som præsenterer forskelligt pickleball-udstyr fra Technifibre og Dunlop.

Bo Jensen, Martin Høeg og Nicolaj Christensen ejer Sportshallen, som også byder på blandt andet fire padelbaner. Nu har de valgt at nedlægge en indendørs fodboldbane og satser i stedet for på to pickleballbaner.

- Vi kan mærke, at det nu for alvor er en sport, som vokser i Danmark. Vi får flere henvendelser i WGS. Det er jo billigt at etablere sammenlignet med padel, siger Bo Jensen.

WGS har kontor i Sportshallen. Virksomheden sælger blandt andet kunstgræs, padelbaner og nu også pickleballbaner. Bo Jensen er projektchef i WGS, hvor Martin Høeg er indehaver.

Pickleball har de seneste tre år været den hurtigst voksende sport i USA, hvor man anslår, at der nu er næsten ni millioner spillere.

En bane er 20 x 44 fod, hvilket svarer til 6,1 x 13,42 meter. Der er lavet to baner i Sportshallen, hvor betongulvet har fået to gange gummimaling. Det har KM Murer & Epoxy i Sæby gjort. 

Resultatet er to lækre baner, som Martin Høeg glæder sig til at vise frem. De skal nemlig også bruges som showroom.

- Det er vigtigt for os, at vi kan invitere kunder til Frederikshavn, så de kan mærke, hvordan banerne er, inden de beslutter sig for, om de vil købe dem, siger Martin Høeg.

Der spilles med et bat og en bold, der minder om de bolde, der bruges i floorball. Pickleballbolden er dog hårdere med tykkere plastic.

Det koster 120 kroner i timen at leje en bane, og det er både muligt at spille double og single. Det foregår på samme størrelse bane. Prisen reduceres med 50 procent, hvis man er medlem af Klub Sportshallen.

Ud over de to nye pickleballbaner er Sportshallen ved at isolere facaden på den gamle Cater Frost-bygning, som desuden får et nyt look, der også inkluderer et nyt indgangsparti. Efter nytår skal tages isoleres, og der lægges nyt tagpap. Der investeres endvidere i ny ventilation, og i efteråret blev omklædningsrummene opgraderet med badefaciliteter.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...