Gå til hoved-indhold
07. juli 2023 - kl. 14.07

Mangel på ladestandere presser turister i Skagen

  • 1 af 1
    For få ladestandere presser turisterne i Skagen. Foto: TV2 Nord.
Af: Marcus Linkhorst

Turisterne valfarter til Skagen om sommeren, men det er byen ikke helt klar til. Der er i hvert fald mangel på ladestandere til elbiler, lyder det.

30 styks. 

Så mange ladestandere er der i Skagen. 

Og det er et problem, for i løbet af uge 29, den såkaldte Hellerup-uge, er der cirka 50.000 indbyggere i Skagen. 

- Det er kaotisk. Vi må hjem og sætte i stikkontakten, og det duer bare ikke. Der skulle være nogle flere i hvert fald, det synes vi, siger Elsebeth Rødgaard, der er på sommerferie i Skagen, til TV2 Nord. 

Men det er ikke kun private, der mærker, at der er for få ladestandere i Skagen. 

- Der er for få af dem, og ofte er det også lidt problemer med dem, så vi har tit kunder, der komme ind og spørger efter hjælp, for nu ligger vi jo lige ved siden af dem, så der er ofte nogen, der tror, vi ejer dem, fortæller Frederikke Gram Jakobsen fra Sport24 Outlet i Skagen. 

- Det handler om udbud og efterspørgsel

TV2 Nord har også snakket med Frederikshavns borgmester, Birgit S. Hansen, om manglen på ladestandere i Skagen. 

Hun peger på, at det ikke er en kommunal opgave at sikre ladestandere, så hun håber, at udbyderne vil se mod Skagen. 

- Jeg vil jo gerne sende et signal til de virksomheder, der udbyder, at de skulle tage og komme til Skagen, for det er den vej, det går, og vi er meget interesseret i det i forhold til vores borgere, men også vores turister. 

Borgmesteren frygter ikke, at turisterne bliver væk fra Skagen grundet for få ladestandere, men hun har en appel til udbyderne. 

- Vi rækker ud efter dem (udbyderne, red.) og siger: "Se nu, hvor der er gæster og borgere, der vil over i nogle elbiler, for så skal I være der, kære markedskræfter," siger hun. 

Birgit S. Hansen fortæller også, at kommunen har mulighed for at lave et kommunalt udbud, men at de først vil lade de private komme til.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...