Kommunen kontrollerer støjniveaet i Skagen hver uge i to måneder
Medarbejdere fra Center for Teknik og Miljø i Frederikshavn Kommune kontrollerer fra midten af juni til midten af august støjniveauet i Skagen. Det sker en-to gange om ugen uden for normal arbejdstid. Tilbagemeldingerne er indtil videre opløftende.
To medarbejdere dukker uanmeldt op i Skagen og besøger alle restaurationer. De har ikke en støjmåler med, men medbringer et skema, hvor de noterer, hvad de oplever, når de står ved den pågældende restauration.
Når spørgsmålene på skemaet er besvaret, udløser det farven grøn, gul eller rød. Tre gange siden midten af juni, hvor kommunen begyndte sine kontrolbesøg, har der været "rød alarm".
- Når det sker, kontakter vi med det samme ejeren af stedet, så vi kan få forholdene bragt i orden. Restauratørerne viser stor forståelse og er meget samarbejdsvillige, oplyser kommunaldirektør Thomas Eriksen, Frederikshavn Kommune.
Frederikshavn Kommune har valgt ikke at samarbejde med et firma, som kan foretage professionelle støjmålinger. Til gengæld kontrollerer kommunen støjniveauet hver uge på alle restaurationer, og nogle gange sker det også to gange om ugen.
- Hvis vores folk kan tale normalt med hinanden, når de står ved siden af restaurationen, er forholdene som regel fine, men skal de råbe og skrige til hinanden, er det et fingerpeg om, at støjniveauet er for højt, forklarer Thomas Eriksen.
Han var selv i Skagen onsdag aften og blev her bekræftet i, at det tilsyneladende går fint med støjniveauet denne sommer.
- Vi har fået nogle få klager fra borgere i Skagen, og det er helt fint, at vi bliver kontaktet, så det skal folk endelig blive ved med, siger kommunaldirektøren.