Jeg er uden forbehold fuldstændig enig med Jon fra Venstre
Borgmesterkandidat Anders Brandt Sørensen (A) har skrevet dette indlæg: I Frederikshavn Kommune er det administrativt blevet besluttet, at bl.a. biblioteker og kulturhuse ikke må bruges til nogen form for politisk virke. Det gælder både til det kommende kommunalvalg og ved alle fremtidige valg.
Jon Andersen (borgmesterkandidat, red.) fra Venstre skriver i sit indlæg, at han er kritisk over for denne udvikling og for de demokratiske perspektiver i beslutningen.
Jeg kan fuldstændig og uden forbehold tilslutte mig Jon Andersens kritik.
Vi står lige nu på kanten af fejringen af befrielsen på søndag 4. maj om aftenen. Hvis vi har lært noget som helst af fortiden i den sammenhæng, så er det, at det frie og talte ord aldrig må undertrykkes.
Og hvad er det, vi er så bange for? At alle os i kommunen ikke kan forstå politiske debatter og diskussioner? Så nedladende tror jeg ikke, vi behøver at være.
Jon og jeg er af helt naturlige årsager uenige politisk – det er derfor, vi er medlemmer af to forskellige partier. Men jeg glæder mig over, at vi er 100 procent enige om, at vores politiske forskelle skal have lov til at udfolde sig i frie debatter de steder, hvor vi alle kommer. Og jeg vil meget gerne høre argumenterne imod Jons og mit synspunkt i denne sag – enten her, på biblioteker eller i en af vores mange dejlige kultur- og fælleshuse.