Brydetræner kåret til Årets Ildsjæl i Frederikshavn Kommune
Marie Gyldendal Christensen, FfI Brydning, blev i aftes kåret til Årets Ildsjæl af Idrætssamvirket i Frederikshavn Kommune.
Træningen blev lidt anderledes mandag aften - særligt for træner Marie Gyldendal Christensen. Hun blev nemlig "kidnappet" fra madrassen og meget undrende kørt væk fra Atletcentret.
Marie Gyldendal Christensen,der både er træner og formand i FfI Brydning, blev i stedet for kørt til generalforsamling i Idrætssamvirket, hvor hun var nomineret og vandt prisen som Årets Ildsjæl i Frederikshavn Kommune.
- Marie laver et kæmpe stykke arbejde i FfI Brydning og har gjort det i en lang årrække, hvor hun har været en stor del af en voksende klub og et aktivt klubliv. Den drivkraft og det store engagement, som Marie besidder, er beundringsværdigt og kommer hver dag vores kære børn og unge til gode i klubben. Vi ønsker Marie et kæmpe stort tillykke, siger bestyrelsesmedlem Charlotte Thaarup.