Gå til hoved-indhold
29. april 2025 - kl. 14.04

Nyt samværstilbud i Frederikshavn Kommune: Huset i Skansegade åbner 1. maj

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Fontænehuset Frederikshavn har sidste åbningsdag 30. april, men allerede 1. maj åbner Frederikshavn Kommune et nyt samværstilbud. Huset i Skansegade kan benyttes af alle og indbyder til fællesskab, sociale relationer og samvær og tilbyder samtidig et frirum for kommunens borgere.

Torsdag 1. maj slår Frederikshavn Kommune dørene op til "Huset i Skansegade", der er hjemsted for et nyt samværstilbud i Frederikshavn. Huset kan benyttes af alle og henvender sig blandt andre til dem, der gerne vil møde mennesker og nyde samvær med hinanden, og dem, som blot ønsker at tilbringe tid i mere uformelle omgivelser.

- Tanken bag Huset i Skansegade er at skabe et sted, der både indbyder til gode fællesskaber og sociale relationer, og som samtidig giver den enkelte et socialt sted at gå hen i hverdagen. Det er vigtigt, at vi har sådanne steder i kommunen, hvor vi kan møde hinanden ansigt til ansigt og få et frirum, og derfor glæder vi os nu over at kunne åbne dørene, siger Ole Rørbæk Jensen (A), formand i Social- og Sundhedsudvalget i Frederikshavn Kommune. 

Som besøgende i huset er der rig mulighed for at tage del i et aktivt fællesskab. Besøgende kan således blandt andet deltage i madlavning, hjælpe til i haven, udføre pedelopgaver og andre praktiske gøremål eller nyde en kop kaffe og en uformel snak.

Huset er åbent mandag, onsdag og fredag kl. 8:30-15:00 samt tirsdag og torsdag fra kl. 8:30-16:00, hvor der vil være personale til stede. Tilbuddet, der hører under socialpsykiatrien, er et såkaldt åbent samværstilbud, hvilket betyder, at huset er frit tilgængeligt for alle, og at der hverken er regler om visitation eller dokumentationspligt.

- Man behøver ikke at blive henvist til Huset i Skansegade for at kunne benytte huset, og vi er heller ikke underlagt krav om at registrere, hvem der kommer i huset. Alle er velkomne i åbningstiden og kan komme og gå, som man ønsker og kan være en del af et aktivt fællesskab, siger John Markussen, der er daglig leder i Huset i Skansegade.

Helt nøjagtigt ligger huset i Skansegade 12C i Frederikshavn, der i flere år har været hjemsted for Fontænehuset Frederikshavn. Huset i Skansegade åbner således i samme bygning og har de samme lokaler og arealer som Fontænehuset, der har sidste åbningsdag onsdag 30. april.

Torsdag 1. maj er der åbningsreception for Huset i Skansegade, hvor der vil være let forplejning, taler og sammenkomst. Alle interesserede er velkomne i tidsrummet kl. 10-12.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...