Fredag 19. december: Julekoncert med Anne Linnet i Sæby Kirke
Fredag 19. december inviterer SIND Frederikshavn-Læsø i samarbejde med Sæby Kirke til en stemningsfuld julekoncert med Anne Linnet. Koncerten finder sted i smukke og højtidelige rammer i Sæby Kirke og markerer en aften, hvor musik, nærvær og fællesskab går op i en højere enhed.
- Det er med stor glæde, at vi i SIND kan præsentere denne koncert. Vi håber, at mange vil være med til at støtte op om både musikken og det vigtige arbejde, SIND udfører lokalt, udtaler Rikke Rugholt, forperson i den lokale SIND-afdeling.
Hele overskuddet fra koncerten går ubeskåret til SINDs arbejde i lokalområdet.
Anne Linnet - en af Danmarks mest markante og elskede musikere - medbringer et stærkt musikalsk hold: Pianist Markus Lindell, korsanger Julie Lindell og guitarist Kasper Falkenberg. Publikum kan glæde sig til både velkendte favoritter, nye sange og musikalske overraskelser – alt sammen leveret med Linnets karakteristiske nærvær og varme.
For Anne Linnet er julekoncerterne noget ganske særligt:
- Når folk går herfra, så skulle de jo gerne være i julestemning. Det er også en vigtig del af julen, dét at man mærker fællesskabet. Der er jo ikke nogen stemmer, der er ens, men når så mange forskellige stemmer blander sig, opstår der noget magi, siger Anne Linnet.
Med en karriere, der strækker sig over fem årtier, har Anne Linnet sat et uudsletteligt præg på dansk musik. Nu kan publikum i Sæby glæde sig til at opleve hendes ikoniske stemme og stærke fortolkninger i en koncert, der både rummer julefred, eftertænksomhed og fællessang.
Billetter koster 300 kroner plus gebyr.
SIND Frederikshavn-Læsø arrangerer også julekoncert i Abildgård Kirke. Det er 1. søndag i advent med Caroline Henderson.