Frederikshavn Kommune afskediger sin tekniske direktør
Direktør Rune Asmussen, Frederikshavn Kommune, er blevet fyret - eller "fritaget for tjeneste", som kommunaldirektør Thomas Eriksen udtrykker det i en mail til byrådsmedlemmerne.
Frederikshavn Kommune har fire direktører. Rune Asmussen er direktør for:
- Center for Teknik og Miljø
- Center for Ejendomme, Park og Vej
Borgmester Karsten Thomsen (A) vil ikke nærmere ind på baggrunden for fyringen.
- Der er tale om en personsag, pointerer han.
Der er dog ingen tvivl om, at sagsbehandlingen af Essens Gaarden var dråben, som kostede Rune Asmussen jobbet. For bare fem dage siden udtalte formand Peter E. Nielsen, Plan- og Miljøudvalget, til Kanal Frederikshavn:
- Der er noget helt galt med kulturen i forvaltningen, når man gang på gang kan ignorere både formand og udvalg. Det er helt galt, at vi som udvalg ikke kan stole på de informationer, vi får af forvaltningen.
Udtalelsen faldt i kølvandet på den seneste udvikling i sagen om Essens Gaarden.
Det er anden gang på to år, at Frederikshavn Kommune fyrer sin tekniske direktør. Det skete også i juni 2023, hvor Boie Skov Frederiksen blev afskediget efter halvandet år i stillingen.
Rune Asmussen var ligeledes direktør i halvandet år. Han tiltrådte 1. november 2023.
Rune Asmussens funktioner bliver indtil videre varetaget af kommunaldirektøren.