Mød gratis over 1300 ildsjæle til IDRÆTSMØDET
Med 1.300 deltagere, 300 oplægsholdere, 125 sessioner er IDRÆTSMØDET i den kommende uge i Aalborg rammen om Danmarks suverænt største konference om idræt. Der kommer deltagere fra over 60 kommuner, idrætsforbund, fitnesscentre, idrætscentre, klubber, politikere - selv ældreminister Mette Kierkgaard kommer. Hun skal både tale, men også få inspiration til, hvordan vi kan holde fleste mulige borgere friskest muligt længst muligt.
IDRÆTSMØDET arrangeres af Aalborg Kommune og ledes af Morten Arvidsson, som bor i Sæby - og i øvrigt stiller op for Moderaterne til byrådsvalget i Frederikshavn Kommune og regionsrådsvalget i Nordjylland.
Morten Arvidsson er altså manden bag idrættens pendant til Naturmødet og Kulturmødet, som i år gennemføres for sjette gang.
- Idræt skaber velfærd og vækst. En helt ny rapport viser, at kultur og fritid skaber skatteindtægter for 20 mia. kr. om året i Danmark og dermed har en stor samfundsøkonomisk værdi. Ligesom vi ved, at over 70 procent af dem, som står og skal flytte til et nyt sted, vurderer det som vigtigt, at der et stærkt kultur- og fritidsliv. Så skal Frederikshavn og Nordjylland vende den negative befolkningsudvikling, så skal vi satse på at gøre det attraktivt at bo her, mener koordinator Morten Arvidsson.
GRATIS træner-leder temaaften 29. april
Det forsøger man blandt andet at gøre ved en masse vidensdeling ved IDRÆTSMØDET.
Trænere og ledere fra alle foreninger i Frederikshavn Kommune er også velkomne til at deltage, og det er en del af IDRÆTSMØDET, som er helt gratis at være med i.
Tirsdag 29. april kl. 15.30-20.45 i Aalborg Kongres & Kultur Center er der mulighed for at vælge mellem 25 forskellige sessioner, som kan give både trænere og ledere ny inspiration til deres virke i foreningerne i kommunen.
Mest for lederne er der fokus på fundraising, sociale medier, håndtering af alkohol- og rusmiddelproblemer, rekruttering og ledelse af frivillige og hvordan man laver foreningsaktiviteter til mennesker med særlige behov.
For trænerne er der inspiration til mental træning, hvordan du skaber den gode idrætsoplevelse og trivsel i fællesskaberne, du kan stille dine trænerdilemmaer.
Flere deltagere
I år er der flere deltagere med baggrund i Frederikshavn Kommune. Formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Peter Laigaard, som har været en god oplægsholder også ved tidligere IDRÆTSMØDER, får i år selskab af hele udvalget, ligesom tidligere borgmester Birgit S. Hansen også er med i år som oplægsholder, da den grønne trepart også er et af de mange emner, som bliver drøftet på IDRÆTSMØDET.
- IDRÆTSMØDET sætter fokus på alle dele af idrætten, og hvordan idrætten kan være med til at øge velfærden for os alle i samfundet. Vi har stort fokus på forebyggelse, sund aldring, trivsel, bekæmpelse af ensomhed, idræts betydning i forhold til livsstilssygdomme – hvordan idræt kan hjælpe mennesker, som er faldet ud af ”systemet” og tilbage til livet f.eks. gennem de fantastiske projekter ”Idræt for Sindet” og ”Social Sundhed”, fortæller Morten Arvidsson.
Også for ungdomsuddannelser
Han ærgrer sig over, at der ikke er nogle klasser fra ungdomsuddannelserne i Frederikshavn Kommune, som medvirker i IDRÆTSMØDETs nye tiltag – en kombineret trivsel-, aktivitets- og uddannelsesdag, hvor de unge får fælles oplevelser samt får indsigt i en stribe uddannelser, som udbydes i Nordjylland.
- Dette med tanke på, at vi gerne vil have flest muligt af de unge til at blive her i Nordjylland og uddanne sig. Vi har 600 unge med – fra Hjørring, Thisted, Morsø, Mariagerfjord, Brønderslev og Aalborg Kommune, så det er fint, mener Morten Arvidsson
Han opfordrer alle de trænere og ledere, der har mulighed for det, at skynde sig at tilmelde sig den gratis træner-leder samling, som starter kl.15.30 og slutter 20.45 på tirsdag 29. april i Aalborg Kongres & Kultur Center.
Det kan stadig nås på www.idrætsmødet.dk.