Nu er det bekræftet: Tadeas Galansky skifter til Esbjerg Energy
Det er i dag blevet bekræftet, at ishockeymålmanden Tadeas Galansky skifter fra Frederikshavn White Hawks til Esbjerg Energy. Allerede 26. marts oplyste tjekken, at han forlader klubben efter seks sæsoner, og Kanal Frederikshavn erfarede, at Esbjerg Energy ville blive hans næste klub.
- Jeg ser frem til at lære klubben at kende, opleve Esbjerg by og ikke mindst møde Yellow Inferno-fansene, som altid har skabt en fantastisk stemning de gange jeg tidligere har spillet her. Det bliver spændende nu at have dem i ryggen som hjemmeholdets fans, udtaler Tadeas Galansky til Esbjerg Energys hjemmeside.
Tadeas Galansky kom til Frederikshavn White Hawks i 2018. Efter to sæsoner skiftede han til Odense, hvor han blot spillede én sæson, inden han returnerede til Frederikshavn, hvor han har været at vinde de seneste fire sæsoner.
Tjekkens familie flyttede tidligere i denne sæson fra Frederikshavn og hjem til Sverige, så det kommer ikke som den store overraskelse, at han forlader Frederikshavn.
Mange havde dog forventet, at Tadeas Galansky ville finde en klub tættere på famillien i den nordlige del af Sverige, men nu fortsætter den 32-årige målmand karrieren i Esbjerg Energy.
Tadeas Galansky har stor erfaring i Metal Ligaen, og han ser frem til at bidrage med både vedholdenhed, lederskab og ansvarstagen. Han beskriver sig selv som en rolig og afbalanceret spiller, der holder hovedet koldt, når han indtager målet i kampene.
- Jeg har altid hørt godt om Esbjerg Energy og holdet. De er et stærkt team, og jeg elsker at vinde, og det er jeg sikker på, at jeg kan gøre her, udtaler Tadeas Galansky.