Gå til hoved-indhold
30. april 2025 - kl. 00.04

Jan Hertz leverede Senior Stand-Up for 90 begejstrede gæster

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Jan Hertz optrådte tirsdag aften på Bangsbo Aktivitetscenter for 90 begejstrede gæster, der kom helt ind under huden på et menneske med mange facetter, og publikum blev taget med storm.

Med 50 år i teater-og underholdningsbranchen i bagagen indtog Jan Hertz publikum med sin medrivende og sjove Senior Stand-Up - specielt designet til det grå guld.

- Jan begejstrede os med masser af humor, selvironi og skarphed. Han dykkede dybt ned i sit liv fyldt med kulturelle højdepunkter, anekdoter og kloge betragtninger. Vi fik fortællinger fra et liv med mobning fra en skolelærer, elevskoleophold på skuespillerskole med et twist, skønne kollegaer og syv år som teaterdirektør på Amagerscenen, fortæller formand Lilly Pedersen, Frederikshavn Teaterforening, der var arrangør.

Som et ekstra skud nostalgi levendegjorde han selvoplevede historier med parodier på danske stjernenavne som Ebbe Rode, Kai Holm, John Price, Ejnar Federspiel og Hendes Majestæt Dronning Margrethe II.

Sidstnævnte har Jan Hertz haft et tæt og helt særligt forhold til, hvilket publikum fik et indblik i.

Et liv, en rutsjebanetur krydret med drastiske konfrontationer og en kærlighed, der overvandt alt.

- Alder er kun et tal og ikke en del af ældrebyrden. Humor og latter vil altid holde dig ung, hvis du tør leve i nuet med hele din erfaring og alt det, der er dig, lød det fra Jan Hertz.

Der var stående bifald og en tåre i øjenkrogen, for alt var ikke kun lutter lagkage for Jan Hertz på livets landevej, men sikke dog en glæde, livserfaring og et helt særligt menneske vi mødte, siger Lilly Pedersen, der takker Bangsbo Aktivitetscenter for samarbejdet.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...