Hovedvej ved Elling genåbner tidligst torsdag kl. 22.00
Det blev heller ikke torsdag kl. 12.00, at hovedvejen mellem Frederikshavn og Skagen genåbnede ved Elling. Dermed tvinges trafikanterne på tredje døgn ud på en længere omvej.
Vejdirektoratet oplyser kl. 11.51, at vejen tidligst genåbner kl. 22.00. Dermed må trafikanterne fortsat køre helt til Ravnshøj, når de eksempelvis skal fra Frederikshavn til Elling eller Strandby.
Der er hjemmeværnsfolk, som dirigerer trafikken, men man skal påregne lange køretider. Kanal Frederikshavn har talt med en strandbynit, som kørte hjemmefra kl. 7.30. Hun nåede Kvissel kl. 7.40. Herfra tog det 40 minutter at nå frem til hendes arbejdsplads i Kattegat Silo i Frederikshavn.
Vejen blev lukket natten til tirsdag. Vejdirektoratet har løbende udsat åbningen. I går valgte myndighederne at udsætte åbningen 24 timer. Mange håbede derfor, at det var et vink med en vognstang om, at nu åbner vejen igen.
Nordjyllands Politi oplyser, at det ene spor ved Elling Å snart er ryddet, men Vejdirektoratet fastholder luknkingen af vejen, fordi Beredskabsstyrelsen stadig befinder sig i Elling og holder øje med vandstanden. Begynder den at stige igen, er det vigtigt, at slanger med mere er inden for rækkevidde.
Udrykningskøretøjer og den kommunale hjemmepleje har dog nu mulighed for at køre på hovedvejen, oplyser politiet.
Mariendalsvej er fortsat lukket. Den blev anvendt til omkørsel indtil i aftes, hvor det blev vurderet, at den ikke længere kunne klare belastningen. I dag har Frederikshavn Kommune udbedret de mange skader, særligt i rabatterne.
Vejen er på ingen måde gearet til tusindvis af bilister, som pludselig dukkede op de seneste dage.
Det er Vejdirektoratet, der afgør, om Mariendalsvej skal genåbnes som omkørselsvej.