Lokale foreninger kan nu indstilles til Nordjyske Banks foreningspris 2025
Kender du, eller er du medlem af en lokal forening, som dagligt gør en ekstraordinær indsats for foreningens medlemmer såvel som lokalsamfundet? Så er det nu muligt at nominere den til Nordjyske Banks foreningspris 2025. Prisen hylder fællesskab og det gode sammenhold, og de tre vinderforeninger vinder udover anerkendelsen og æren også en samlet præmiesum på 100.000 kroner.
Traditionsrige bowlingklubber, aktive surfermiljøer og spirende haveforeninger. Der er over de seneste år set rigtig mange eksempler på gode foreningsliv i Nordjylland, som på hver sin måde bidrager positivt til fællesskab, sammenhold og lokalområdet.
Det er foreninger som disse, Nordjyske Bank igen i år vil bakke op om med foreningsprisen, som banken stiftede i 2019, og i den forbindelse går jagten nu igen ind på at finde de i alt tre vindere af Foreningsprisen 2025.
- Vi har uddelt prisen årligt siden 2019, og hvert eneste år ser vi virkelig mange gode eksempler på godt og spirende foreningsliv i det nordjyske, som sikrer både børn, unge og voksne et rigt fritidsliv. Den indsats vil vi gerne fortsætte med at bakke op om, og derfor giver vi igen i år nordjyderne mulighed for at indstille og stemme på nordjyske foreninger, siger bankdirektør i Nordjyske Bank, Claus Andersen, som fortsætter:
- På den måde er banken med til at sætte fokus på de mange forskellige initiativer, som kan være til stor inspiration for andre og skabe sammenhold ikke alene blandt medlemmerne, men også i byerne generelt set. Det arbejde vil vi gerne anerkende ved at udpege tre vindere, som modtager en samlet pengepræmie på 100.000 kroner, der går til at understøtte foreningernes lokale indsatser.
Sidste år løb KFUM-spejderne Læsø Gruppe, som er en nyopstartet spejdergruppe på Læsø, Lundegård Idræts- og Ungdomsforening (LIUF), der har som formål at skabe et bredt udvalg af aktiviteter for både børn og voksne uanset fysiske udfoldelsesmuligheder, samt Safe House i Aalborg, der skaber tryghed i nattelivet i og omkring Jomfru Ane Gade, med sejren.
Både dengang og i år vil nordjyderne have indflydelse på, hvem der i sidste ende løber med sejren. Nordjyderne har nemlig selv mulighed for at nominere og stemme på den forening, som de mener har fortjent prisen. Herefter vil de ti foreninger, der har fået flest stemmer, gå videre til finalen sammen med ti yderligere foreninger, som udvælges af blandt de indstillede foreninger.
- Ligesom sidste år vil de tre endelige vindere af foreningsprisen blive udvalgt af en uafhængig dommerkomite efter, at nordjyderne selv har haft mulighed for at give deres besyv med. På den måde gør vi prisen til hele Nordjyllands pris, hvor der objektivt bliver fundet en vinder blandt de mange foreninger, som spiller en vigtig rolle i mange nordjyders hverdag, lyder det fra Claus Andersen.
Ligesom tidligere år er det muligt at indstille foreninger via hjemmesiden www.foreningspris.dk. Fristen er fredag 31. januar klokken 12.00, hvorefter dommerkomitéen vil kåre en vinder.
Dommerkomitéen består i år af advokat og partner hos Hovmøller & Thorup og formand for bestyrelsen i Gestus Nord, Karen-Marie Hovmøller, frivillig og ildsjæl fra Dybvad, Klaus Nielsen, direktør i Krogh Andersen A/S Skilte & Reklame samt frivillig i diverse foreninger, Niels Krogh Andersen, bestyrelsesformand i Hjørring Revyen, Per Boe Larsen, direktør for Arena Nord i Frederikshavn, Per Hornum Malmberg, og administrerende direktør for Musikkens Hus i Aalborg, Rikke Mølgaard.
Kriterier for prisen:
- Foreningen har sit virke og sine medlemmer i Region Nordjylland.
- Foreningen har sit formål indenfor det kulturelle, det sportslige, det sociale eller velgørende område.
Foreningen har det forløbne år udvist initiativ, resultater og/eller har skabt positivt sammenhold for foreningens medlemmer eller lokalområde.