Exlibris-samleren Klaus Rödel går til bekendelse om få dage
En samlers bekendelser kalder Klaus Rödel sit foredrag torsdag 16. januar om sin livslange passion for exlibris.
USA, Japan, Tyrkiet, Tyskland, Østrig, Belgien, England, Polen. Italien og Spanien. Det er de lande, Klaus Rödel i 2024 har haft gæster fra og vist rundt i exlibrissamlingen på Frederikshavn Kunstmuseum.
- Samlingen er kendt i udlandet. Men gæsterne er forbløffede over, hvor meget exlibris, der findes her i Frederikshavn, fortæller Klaus Rödel, der har en kæmpe andel i, at samlingen er en af de største i verden.
I kælderen under museet er der hyldemeter efter hyldemeter med mapper med de små fine tryk. Og Klaus Rödel selv er en af verdens store kapaciteter, når det gælder exlibris.
Exlibris betyder bogejermærke og langt over 200.000 af de små fine grafiske kunstværker befinder sig på museet.
Men hvordan er kunstmuseet Frederikshavn blevet indehaver af denne kæmpe samling? Det fortæller Klaus Rödel om 16. januar kl. 16.00 i foredraget "En samlers bekendelser", som foregår på Frederikshavn Kunstmuseum. Her har man også mulighed for at besøge det nye exlibris-fordybelsesrum.
84-årige Klaus Rödel begyndte at samle på disse små personlige bogejermærker i 1964. Som ung var det en billig måde for den kunst- og boginteresserede Rödel at anskaffe sig kunst på.
- Exlibris er et bindeled mellem kunst og den bog, du har, forklarer han og finder nogle af sine egne bogejermærker frem. Et exlibris er til alle hans bøger af den tyske forfatter og dramatiker Bertolt Brecht. Et andet til bøger af danske Henrik Pontoppidan, et tredje til rejsebøger, et fjerde til bøger om vin. Alle sammen små unikke grafiske tryk, og Klaus Rödel ved ikke, hvor mange exlibris han har samlet gennem de 60 år.
Han ved heller ikke, hvor mange han har foræret Frederikshavn Kunstmuseum siden starten i 1978. Mellem 40.000 og 50.000. Det præcise tal virker heller ikke til at være vigtigt for ham. Det vigtige er at formidle (og samle) exlibris.
Klaus Rödel oplyser således, han har sat 600-800 udstillinger op inden for på museet og i montrerne på gangen udenfor. Han har også sørget for at formidle viden ved sammen med indehaveren af det tidligere trykkeri Nordtryk at udgive cirka 200 bøger om exlibris.
- Det var tidligere en del af aftalen med udstillerne, at de fik en bog, når de udstillede deres værker hos os. I det daværende socialistiske Østeuropa var det svært at udgive bøger, blandt andet manglede man tryksværte. Kunstnerne ville gerne udstille hos os, og derfor har vi i dag rigtig mange værker fra de lande.
Kluas Rödel blev i sin tid kontaktet af en gruppe kunstinteresserede frederikshavnere, der ville starte et kunstmuseum. I 1978 åbnede man på første sal på det daværende bibliotek på Kallstorv, og i 1987 flyttede museet i egne lokaler ved siden af det nye bibliotek på Parallelvej. Museet hed og hedder stadig Frederikshavn Kunstmuseum & Exlibris-samling.
Museets store anseelse inden for denne særlige kunstform har også betydet, at man har arvet samlinger. Folk har foræret deres samlinger til museet, mens de var i live, eller også har deres arvinger henvendt sig. År efter år er samlingen vokset og vokset.
- Vores samling er derfor blandt de 10 største i verden, oplyser Klaus Rödel. Cirka 35.000 af museets 200.000 værker er registreret på hjemmesiden art-libris.net.
- Siden har omkring 100.000 besøg om året og besøges af interesserede fra over 100 lande, siger Klaus Rödel, der forklarer, at der ikke har været ressourcer til at fortsætte registreringen.
- Så den er på pause, tilføjer han.
Interessen for exlibris har bragt ham rundt i verden, og to gange har verden besøgt Frederikshavn. I 1988 og 2002 var der kongres for exlibrissamlere i Frederikshavn. I 2024 fandt kongressen sted på Mallorca, og her var kunstig intelligens (AI) på dagsordenen.
- Vi så eksempler på AI-generede exlibris, og de virkede kolde og uden sjæl, siger Klaus Rödel, som igen er klar til at vise frederikshavnerne, hvad der rører sig.
I løbet af 2025 kommer der en udstilling fra Tyskland til Frederikshavn med AI-generet exlibris.
Han tror på en fremtid for dette særlige kunst-tryk.
- Mennesket er en samlernatur. Det er jeg i hvert fald, og det tror jeg mennesker vil blive ved med at være.
Exlibris er ofte cirka 5 cm brede og 10 cm høje.
Populære motiver er erotik, fauna, historie, mytologi, vin og litteratur.
Exlibris er små tryk. Ejerens navn indgår, da der er tale om et mærke, der fortæller, hvem bogens ejer er.
I dag laves der exlibris på computer.
4000 mennesker over hele verden er medlem af et exlibris-selskab.
Frederikshavn Kunstmuseum & Exlibris-samling blev grundlagt i 1978. Det nuværende museum er fra 1987.