Mandagsmagasinet handler om industrieventyr på Hirsholmene
Mange her på østkysten kender Hirsholmene. Er vi ved stranden eller kører en tur op i bakkerne, kan vi se "Holmene", som de ofte kaldes i daglig tale.
De er kendt siden 1200-tallet, og der har boet folk der lige så længe.
På Holmene var der et interessant industrieventyr i slutningen af 1800-tallet. Man huggede sten til alverdens byggerier. Lige fra små brosten til større monumenter af sten.
Det var granitten i form af rullesten, der blev bragt til øen af isen i slutningen af den seneste istid for mange år siden. Hvordan foregik dette industrieventyr, og hvad blev granitten brugt til?
Det handler Mandagsmagasinet på Radio FCMR om i dag, hvor producer Gitte Hansen har besøg af museumsinspektør og marinearkæolog Jan Hammer Larsen, der er ansat ved Kystmuseet, som dækker Frederikshavn, Sæby og Skagen.
Han har gennem længere tid nærstuderet Hirsholmenes historie.
- Glæd dig til faktuelle detaljer om de øer, der ligger så tæt på os, og som mange kan se direkte fra kysten, siger Gitte Hansen.
Mandagsmagasinet på Radio FCMR 6. januar kl. 18.00:
Frederikshavn 106,6 MHz
Østervrå 103,5 MHz
Sæby 97,4 MHz