Gå til hoved-indhold
06. januar 2025 - kl. 16.01

Serviceteam Skagen stifter lærlingepris på 5.000 kroner

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Serviceteam Skagen stifter lærlingepris, der uddeles til en lærling, elev eller studerende hvert år på Serviceteam Skagens generalforsamling i maj. Med prisen følger en belønning på 5.000 kroner.

Det skal gøres endnu mere tiltrækkende at uddanne sig i Skagen. Det er tanken bag en ny pris, som Serviceteam Skagen står bag.

Det er bestyrelsen, der har besluttet at uddele en kontant bonus til en kandidat, der er i gang med en uddannelse på en af de knap 50 virksomheder, der udgør medlemsskaren i Serviceteam Skagen.

- Lærlingeprisen skal bidrage til at sætte fokus på uddannelses- og jobmuligheder i Skagen og dermed bidrage til at tiltrække fremtidens arbejdskraft, fortæller Peter Møller, der er formand for bestyrelsen i Serviceteam Skagen og til dagligt arbejder som CEO i Saga Shipping.

- Det er ingen hemmelighed, at det er svært at få unge mennesker til at gå i lære i Skagen. Derfor ønsker vi at være med til at kaste lyset på de virksomheder og unge mennesker, der gør en ekstra indsats, forklarer han.

Kriterierne for at komme i betragtning til prisen er, at man som elev eller studerende er bosiddende i Skagen, og der lægges i udvælgelsen vægt på et eller flere af følgende kriterier:

  • at man arbejder særlig viljestærk med at opnå en høj faglighed
  • at man har overvundet personlige udfordringer og er kommet i gang med en uddannelse, hvor man klarer sig godt. Altså det at være mønsterbryder
  • at man er tilflytter og i særlig grad har gjort eller gør en indsats for at blive en del af lokalsamfundet i Skagen

Hvert medlem af Serviceteam Skagen kan indstille en eller flere kandidater til prisen med en begrundet indstilling.

I indstillingen kan virksomhederne med fordel berøre et eller flere af følgende emner: Kandidatens faglighed eller dygtighed, engagement og initiativ, samarbejdsevner og sociale kompetencer, betydning for andre (for eksempel studierådsformand, arbejdsmiljørepræsentant og så videre), fritidsaktiviteter og engagement i lokalsamfundet (for eksempel medlem eller træner i den lokale klub), personlige kvaliteter – og ikke mindst afsluttende opsummering og begrundelse af, hvorfor kandidaten er særligt kvalificeret.

Prisen er ikke den eneste indsats, erhvervslivet i Skagen har gang i håbet om at tiltrække flere lærlinge, studerende og kvalificeret arbejdskraft til byen.

Som det også er beskrevet i en tidligere artikel her på siden, knokler en arbejdsgruppe under Skagen Kultur- og Fritidscenter i samarbejde med Skagen Erhvervsforening på et storstilet projekt, der ikke bare skaffer de unge tag over hovedet, men også favner de unge efter fyraften.
- De unge er afgørende for Skagens fremtid. Og vi skal som erhverv blive bedre til at tilbyde de unge gode lære- og elevpladser, ellers smutter de sydpå. Det hele hænger sammen – arbejdspladser, boliger og det gode liv i Skagen. Derfor er endnu et tiltag som en lærlingepris et skridt i den rigtige retning, siger Peter Møller.

Bestyrelsen i Serviceteam Skagen behandler altid indstillinger til foreningens lærlingepris på årets første bestyrelsesmøde i marts.

Indstillinger skal derfor via indstillingsskema være Serviceteam Skagens sekretariat i hænde senest 10. februar.

Herefter samles indstillingerne og sendes til Serviceteam Skagens bestyrelsesmedlemmer senest 14 dage før årets første bestyrelsesmøde.

Beslutningen om den nye lærlingepris er truffet på seneste bestyrelsesmøde, og prisen uddeles første gang på foreningens generalforsamling i maj.

Indstillinger rettes til Serviceteam Skagens sekretariat:

– Charlotte Grøndahl
– E-mail: chgr@erhvervsservicenord.dk
– Tlf.: 24 29 43 30

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...