Gå til hoved-indhold
112
07. januar 2025 - kl. 20.01

Hovedvej ved Elling vil formentlig også være lukket i morgen

  • 1 af 1
    Med regn i vente hele aftenen og natten er det vurderingen, at udfordringerne i Elling Å fortsætter det næste døgn. Foto: Henning Larsen
Af: Michael Frederiksen

Den aktuelle vejrmelding gør, at indsatsleder Thomas Dybro, Nordjyllands Beredskab, vurderer, at hovedvejen mellem Frederikshavn og Skagen også i morgen vil være lukket ved Elling.

- Det kan vi sagtens se ind i med det vejr, vi er ramt af. Vejrguderne er ikke med os. Det er noget rigtigt plaskvejr, siger Thomas Dybro til Kanal Frederikshavn.

Vejdirektoratet meddeler onsdag morgen, at vejen indtil videre er lukket til onsdag kl. 14.00.

Situationen er kritisk, når vandstanden ved broen på Skagensvej er 2,15 meter. Seneste måling - kl. 19.30 - viste 2,07. Flere gange tirsdag har vandstanden været oppe på 2,11.

Med regn i vente hele aftenen og natten er det vurderingen, at udfordringerne i Elling Å fortsætter det næste døgn.

- Vandet kommer jo helt oppe fra Lendum, så Beredskabsstyrelsen pumper ekstra meget, og vi pakker først ned, når vandstanden er nede på 1,60 meter, fortæller Thomas Dybro.

Men den nuværende vejrmelding vurderer beredskabschefen, at det har lange udsigter, før de 16-18 personer, der er på arbejde ved Elling Å, kommer hjem igen.

I den forbindelse roser han gæstfriheden hos XL-Byg Elling Tømmerhandel, der er nærmeste nabo til Elling Å.

- De viser samfundssind i særklasse. Det er er fantastisk, hvad de stiller til rådighed, konstaterer Thomas Dybro.

Problemerne ved Elling Å betyder, at der er etableret omkørsel mellem krydset Skagensvej/Vendsysselvej og krydset Skagensvej/Tuenvej.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...