Hårdt arbejde og stædighed er vejen frem for White Hawks' andenmålmand
24-årige Kevin Frydkjær er i gang med sin femte sæson som andenmålmand i Frederikshavn White Hawks, og frederikshavneren har udviklet sig til en målmand, som trænerteamet har tillid til. Nu er Kevin Frydkjær også i startstillingen, selv om Tadeas Galansky er med i truppen.
Det skete senest i fredags ude mod Odense Bulldogs, hvor White Hawks vandt 3-2. Fynboerne blev noteret for 39 afslutninger mod mål, og kun to gange blev WH-keeperen passeret.
- Ja, det var skønt - og vigtige tre point på så svær en udebane, som Odense generelt har været på en fredag aften, udtaler Kevin Frydkjær til Kanal Frederikshavn.
Han glæder sig naturligvis over, at cheftræner Fredrik Johansson ind imellem giver ham chancen.
- Det er selvfølgelig altid dejligt at blive vist tillid og få lov til at spille. Det giver blod på tanden. Det er jo kampene, man træner for at få lov til at spille, siger Kevin Frydkjær.
Han har indtil videre startet inde i fire kampe i denne sæson.
- Forhåbenlig har jeg vist, og kan blive ved med at vise, at jeg er klar til spille mere end hvad det har været tilfældet hidtil.
Hvad er grunden til din udvikling?
- Jeg tror i sidste ende, det handler om hårdt arbejde og stædighed. Jeg har måske ikke været det største naturtalent mellem stængerne, men jeg har altid kunnet arbejde mig til at blive bedre dag for dag, og det føler jeg, lønner sig nu. Og så må jeg bare erkende, at jeg er pisse stædig, så jeg gør alt, jeg kan for at opnå mine mål, forsikrer Kevin Frydkjær.
Med sejren i fredags på Fyn har høgene vundet syv af de otte seneste kampe i Metal Ligaen.
- Der er god stemning mellem drengene lige nu. Vi har fundet en rytme og et sammenhold på holdet, som virkelig giver pote. Vi har fundet vores identitet. Vi er et hårdtarbejdende hold, hvor vi har brug for samtlige mand på holdopstillingen til at bidrage i deres rolle, og når vi gør det, så kan vi bide skeer med alle hold i ligaen, vurderer Kevin Frydkjær.
I aften får Frederikshavn White Hawks hjemme i Nordjyske Bank Arena besøg af Rødovre Mighty Bulls. Der er kampstart kl. 19.00, og der er gratis adgang.