CrossFit 9900 har fået blod på tanden: Afvikler to konkurrencer næste år
CrossFit 9900 på Ellehammervej i Frederikshavn havde i weekenden stor succes med afviklingen af crossfit-konkurrencen Frederikshavn Throwdown 2024, som havde deltagelse af 77 par fra blandt andet Helsingør, Horsens, Aarhus, Hørning, Herning, Holstebro, Hobro, Thisted, Støvring, Aalborg, Aabybro og naturligvis Frederikshavn.
Det er første gang, at der afvikles en crossfit-konkurrence af denne type i Frederikshavn, og de to boxejere Sophie Rex og Mathias Skagbæk er meget tilfredse.
- Vi havde ikke regnet med at trække deltagere fra så mange byer, siger Mathias Skagbæk.
Konkurencen varede hele weekenden, og CrossFit 9900 i Vestbyen summede både lørdag og søndag af liv fra tidlig morgen til aften. Og det var langt fra "kun" de 154 deltagere, som dukkede op.
Et så stor konkurrence kræver også mange frivillige. De kom både fra CrossFit 9900 og andre steder. Men derudover var der overraskende mange tilskuere, og de bidrog til at skabe en herlig stemning.
- Tænk sig, at der findes så mange seje mennesker: Frivillige, atleter og tilskuere. Alle bidrager til præcis det fællesskab, som vi alle elsker, konstaterer Sophie Rex.
Der var også mange roser til arrangørerne fra de deltagende hold, og det giver naturligvis blod på tanden til afvikling af flere lignende konkurrencer.
- Vi har faktisk allerede planlagt to konkurrencer næste år. Det bliver i april og i november, oplyser Mathias Skagbæk.
Der blev dystet i fem rækker. Vinderne kom fra Aalborg, Thisted og Skørping. Kanal Frederikshavn overværede afslutningen på de to bedste rækker: Intermediate Mix og RX Mix. Det er her, at videoen stammer fra.