Gik i søndagsskole i Metodistkirken: Nu vil han bygge rækkehuse på grunden
Der skal bygges boliger - formentlig rækkehuse - på grunden i Sønderjyllandskvarteret i Frederikshavn, hvor Metodistkirken ligger i dag. Erhvervsmanden Jens Frost Mikkelsen fra Aalborg har købt bygninger og den 6.615 kvadratmeter store grund.
En arkitekt kigger i øjeblikket nærmere på mulighederne for at opføre boliger i tæt-lav bebyggelse på hjørnet af Sønderjyllands Allé og Koktvedvej. Det er endnu uvist, hvor mange boliger der kan bygges. Det afhænger blandt andet af kravene til adgangsveje.
Sikkert er det, at Jens Frost Mikkelsen vil nedrive den eksisterende præstebolig på 167 kvadratmeter, mens planen er at undersøge muligheden for at indarbejde dele af den eksisterende kirke på 719 kvadratmeter i det nye boligprojekt.
Jens Frost Mikkelsen er født og opvokset i Frederikshavn. Han boede på Ingeborgvej og gik i skole på Ørnevejens Skole.
- Jeg gik desuden i søndagsskole i Metodistkirken, så jeg kender området. Det har en fin beliggenhed, som jeg ser et potentiale i. Jeg kunne blandt andet forestille mig, at flere husejere i området er interesserede i nye og mindre boliger, siger Jens Frost Mikkelsen.
Han overtager grunden 1. juli i år.
Jens Frost Mikkelsen stiftede i 2007 virksomheden Intego sammen med Lars Schjødt. De solgte den i 2021 til amerikanske CBRE. Han er involveret i flere boligprojekter, blandt andet Sæby Bakker, hvor han er bestyrelsesformand.
Metodistkirken blev bygget i Sønderjyllandskvarteret i 1971, og den er "vokset op" sammen med kvarteret, men efter salget gennemføres der nu en fusion med metodistmenigheden i Strandby.
Købsprisen er endnu ikke offentliggjort. Ejendomsmæglerfirmaet Calundan solgte grund og bygninger i udbud, hvor mindsteprisen var tre millioner kroner.
Det er uvist, hvornår byggeriet af boligerne går i gang. Jens Frost Mikkelsen er blandt andet nødt til at afvente den kommunale sagsbehandling.