FUF skal have ny formand - Anders Krøgh stopper efter tre år
Frederikshavn Ungdoms Fællesråd skal have ny formand. Anders Krøgh har meddelt, at han stopper og ikke ønsker genvalg, når FUF 4. april holder repræsentantskabsmøde i Frivilligcenter Frederikshavn i Danmarksgade.
- Efter jeg overtog posten som formand for FUF har jeg skiftet job i Spar Nord fra chef for vores privatafdeling i Frederikshavn til at stå med ansvaret for vores erhvervsafdeling. Det lægger beslag på mere tid uden for arbejdstid, så jeg mangler timer i døgnet til at ligge det i FUF-arbejdet, som jeg mener, det fortjener. Og arbejdet må trods alt komme i første række, forklarer Anders Krøgh.
Han overtog ansvaret som formand i 2021 efter Henrik Carlsen, som var FUF-formand i hele 31 år.
Anders Krøgh, FDF Strandby, føler, at tidspunktet er passende.
- FUF står en i situation hvor vi lidt skal genopfinde os selv. Hvad er FUF’s rolle i tiden? Hvad er behovet hos foreningerne? Hvad ønsker kommunen? En spændende proces, som - synes jeg - en ny formand skal være med til at sætte retning for, så derfor overlader jeg pladsen, udtaler Anders Krøgh.
Der findes allerede et formandsemne i den nuværende bestyrelse, men Anders Krøgh og co. er også i gang med at finde nye emner til bestyrelsen, og her kan det jo være, at der også dukker en formandskandidat op.
Hans Henrik Christiansen, FDF Frederikshavn Kreds 1, genopstiller heller ikke til til bestyrlsen - eller "styrelsen", som FUF kalder det. Desuden udtræder Anja Adjoh, Frelsens Hær Børne og Ungdomsarbejde.