Tårnhøje forventninger om et attraktivt byområde i fremgang

Jeg husker stedet ved vandtårnet, hvor jeg som dreng stod og ventede på, at min far fik fri fra slagteriet. Han samlede mig op og satte mig på den barnesadel, der altid var monteret på stangen af hans herrecykel, hvorefter vi cyklede resten af vejen hjem til, hvor vi boede.  Dengang var der villaer langs hele Slagterivej, hvor der boede familier, hvor fædrene ofte var arbejdere på Sæby Slagteri. Syd for vandtårnet ejede slagteriet en mark, hvor de arbejdere, der var interesserede, kunne få jordlodder til dyrkning af kartofler og grøntsager.

Far var mere havemand end de fleste og havde på et tidspunkt vist tre jordlodder, overtaget efter kolleger, der ikke gad havearbejdet. Når fædrene var i haven, kunne vi børn – der ofte var med – lege i områdets lille skov, hvor det blev lavet huler og leget skjul. Om vinteren var der en meget benyttet kælkebakke - "Brunebakken" - som vi brugte flittigt i de perioder, der var sne.

Det var en anden tid, og da slagteriet fik vokseværk, blev området bid for bid inddraget i virksomheden. Villaer blev nedrevet og familier købt ud. Der blev gravet dybt ind i bakken næsten helt op til Uldahlsvej – kun byens vartegn, vandtårnet, fik lov at stå uberørt. Dog ulejligede man sig aldrig med at vedligeholde det karakteristiske rødtlysende "Sæby"-skilt, der kunne ses viden om.

Kommunen servicerede på alle måder den store arbejdsplads gennem årene. Da slagteriet insisterede på at blive liggende midt i byen, blev veje ændret til at kunne rumme den stadig tungere trafik. Kloakker blev gravet op og udvidet, og renseanlægget blev opdimensioneret for at kunne rumme de store mængder spildevand.

Sæby- og senere Frederikshavn Kommune - stod virkelig på pinde for virksomheden – velvidende om dens betydning for mange familiers levebrød i lokalområdet, men alligevel valgte virksomheden at lukke i 2023. Jeg skal ikke her gøre mig til dommer over rimeligheden i denne beslutning, men facit er blevet, at vi midt i Sæby by har fået et stort ar i form af nedslidte fabriksbygninger, der kun vil komme til at se værre ud, som tiden går.

Der bør ikke blive ny større industriel aktivitet i dette bynære område, men hvad skal der så ske?

Det vil nok være for meget at forvente, at Danish Crown skulle rydde arealet før et eventuelt videresalg, men hvem har mod på at købe et område af denne størrelse, eller blot dele heraf, hvor en så omfattende oprydning er påkrævet?

Der påhviler de kommende lokalpolitikere en stor opgave med at tænke nye tanker for området. Sæby er et attraktivt tilflytningsområde og kunne blive endnu mere attraktivt, hvis vi handler og planlægger klogt. Kunne man forestille sig, at man sammen med Danish Crown satte sig ned, sonderede terrænet og fik klarlagt mulighederne? Gør man det allerede?

Det kan godt være, at den store slagterikoncern ikke er forpligtiget til at rydde op efter sig, men virksomheden har dog – i mine øjne – en vis moralsk forpligtelse til at give lidt tilbage til det lokalområde, der gennem flere menneskealdre har været en så lukrativ samarbejdspartner.

Jeg ved ikke om ord som "værdigt eftermæle" giver nogen mening for Danish Crown, der vist har det lidt svært økonomisk, men her var der en oplagt lejlighed til at få det efterprøvet.

Jeg vil vende tilbage til, hvor jeg startede: Vandtårnet. Det er ved at være lige så misligholdt som store dele af det fabriksområde, det grænser op til, men det står der stadig. Forhåbentlig kommer der en dag atter et "Sæby" bøjet i neon på toppen. Et signal, der på stor afstand kan fylde den tilrejsende med tårnhøje forventninger om et attraktivt byområde i fremgang, men det kræver visioner, handling og planlægning fra beslutningstagerne.

Sæby skal – selv om det er smerteligt – frigøre sig fra en tid, der var. Vi skal som kommunens måske mest oplagte tilflytningsområde gøre noget mere for at sikre fremgang i den tid, der kommer!