Frederikshavn Kirke igen ramt af hærværk: Overvejer videoovervågning
Frederikshavn Kirke har igen været udsat for hærværk på sin hoveddør. For anden gang på to uger er der malet et hagekors, som vender forkert. På tirsdag drøfter menighedsrådet, om der skal opsættes videoovervågning.
- Det er trist og ærgerligt, at vi igen skal bruge penge på at få vasket malingen af og omlakeret døren, siger Egon Olesen, formand for menighedsrådet i Frederikshavn Kirke.
Det er anden gang på to uger, at der males et hagekors på kirkens hoveddør. Der var netop blevet "ryddet op". Det vil sige, at den smukke hoveddør var blevet omlakeret.
Nu er der imidlertid igen malet et hagekors på døren. Det vender - ligesom første gang - forkert. Til gengæld står der ikke 28 denne gang.
- Det er trist, at der er nogen, som vil udtrykke sig så primitivt, beklager Egon Olesen.
Menighedsrådet har møde på tirsdag. Her skal medlemmerne diskutere, om der skal opsættes videoovervågning foran kirken.
Hærværket er igen anmeldt til Nordjyllands Politi, og kirken kræver også erstatning, hvis det lykkes politiet at finde gerningsmændene.