Gå til hoved-indhold
10. november 2024 - kl. 00.11

Nyt boligområde i Frederikshavn: Efter over syv år sker der endelig noget

  • 1 af 1
    En skitsetegning over, hvordan området mellem Vesteråsene og Flade Kirkevej kan komme til at se ud.
Af: Michael Frederiksen

Det er over syv år siden, at politikerne besluttede at igangsætte planlægning for et nyt boligområde med cirka 50 parcelhuse samt et område til rækkehuse ved Vester Dal i Frederikshavn. Nu sker der langt om længe noget.

Center for Teknik og Miljø indstiller, at Plan- og Miljøudvalget i Frederikshavn Kommune på mandag godkender et forslag til lokalplan og sender i fire ugers offentlig høring.

Lokalplanområdet omfatter et areal på cirka 8,6 hektar og ligger i den vestlige del af Frederikshavn. Området grænser mod øst op til  boligområdet ved Vesteråsene og mod vest til Flade Kirkevej.

Lokalplanen vil muliggøre, at området kan anvendes til boligformål i form af primært åben-lav boligbebyggelse, mens en mindre del af området kan anvendes til enten åben-lav eller tæt-lav boligbebyggelse. Med planens indretning af området tages der hensyn til eksisterende terræn og landskab, så der sikres udsigtsmuligheder mellem parcellerne.

Ny bebyggelse på kuperede grunde skal opføres i forskudte planer, så bebyggelsen tilpasses terrænforholdene, og fra det lavest liggende terræn må ny bebyggelse fremstå i maksimum to etager.

Inden for lokalplanområdet reserveres areal til regnvandshåndtering, og der sikres grønne kiler igennem området.

Planområdet vejbetjenes ved, at Øster Dal Vej forlænges med mulig forbindelse til Flade Kirkevej. Herudover gives der mulighed for vejadgang til området fra Flade Kirkevej.

Lokalplanområdet ligger vest for det eksisterende boligområde ved Vesteråsene og Østeråsene og bliver derfor en naturlig forlængelse af eksisterende byområder i det vestlige Frederikshavn.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...