Frederikshavn Havn - nogen betaler for lidt!
Niels Østergaard, Frederikshavn, har skrevet dette indlæg: Man skal ikke sidde længe med de tilgængelige tal for udvidelsen af Frederikshavn Havn og kuglerammen, før man må tage sig til hovedet.
I 2013 – før havneudvidelsen – var havnens omsætning på 56 millioner kroner og gælden var på 93 millioner. I 2025 forventes omsætningen med udvidelsen fuldt udlejet, og med lidt held, at ramme 106 millioner. Hertil kommer der måske arealer, som med tiden kan færdiggøres til udlejning. Estimeret til en årlig lejeindtægt på 7-8 millioner. Så på sigt kan der opnås en omsætning på 114 millioner – med de nuværende lejepriser.
Nu er gælden på 1.700 millioner.
De 60 millioner i omsætningsforøgelse er båret af en investering på 1.600 millioner. Skal omsætningsforøgelsen alene bære en lineær afskrivning af investeringen vil det tage 27 år. Hertil kommer renterne… (5% af 1.600 millioner, er 80 millioner).
Hvordan gælden er sat sammen, og til hvilken rente, er ikke umiddelbart tilgængeligt. Men jeg er overbevist om, at der sidder dygtige folk hos både kommune og havn og forsøger at få det arrangeret mest hensigtsmæssigt. Der er også offentliggjort en forventning om at reducere havnens driftsomkostninger med over 10 millioner. Det giver så ca. 75 millioner per år til renter og afskrivninger. Hvilket, som bekendt, ikke er nok og derfor udløser en regning til Frederikshavn Kommune på 63 millioner om året.
Med lidt hovedregning kan man hurtigt komme frem til, at havnen skal omsætte for over 160 millioner årligt for at være en sund forretning.
Havnen giver skatteindtægter. Det gør den. Og det har den gjort i årtier. Men bemærk, at andelen af udenlandsk arbejdskraft er steget hos de havnerelaterede virksomheder. En stor del er her kun for at arbejde og har stadig adresse i hjemlandet. Det vil sige, de ikke betaler fuld skat og sender væsentlige dele af deres indtægt hjem. Den bliver så ikke omsat til forbrug i kommunen.
Skal de 63 millioner kommunale skattekroner finansieres af øget skattebetaling fra merbeskæftigelse på grund af havneudvidelsen, vil jeg anslå, at dette kræver et sted mellem 500 og 700 fuldtidsstillinger. Det er der ikke kommet til. Nærmest kun det halve!
Nogle taber, andre vinder. Frederikshavn kommune har satset og tabt i den her sag. Så kan man jo læne sig tilbage og forklare det ud fra erhvervslivets ”junglelov”: Den smarte narrer den mindre smarte. Det er spillets regler!
Men hvem er Frederikshavn Kommune? Det er os! Det er det fællesskab, som kommunens indbyggere og virksomheder indgår i. Det fællesskab, der sørger for social tryghed, uddannelse, infrastruktur og alt det andet der får en stabil, og effektiv, hverdag til at fungere. Også for erhvervslivet!
Vi har tabt!
Men hvem har vundet?
Det må være de virksomheder, som har fået gavn af havneudvidelsen! Fra den nye havneindsejling ser man først Stena Oil A/S, M.A.R.S A/S og Orskov A/S.
Hvor meget de hver især betaler i leje til havnen, er jo ikke offentlig tilgængeligt. Men groft anslået må det være fordelt på en væsentlig del af de 50 millioner havnens omsætning er blevet forøget med.
M.A.R.S. A/S disponerer 290.000 kvadratmeter af det nye havneareal. Men det er jo ikke et almindeligt stykke græsmark, de lejer. Det er et areal, som er specielt lavet til deres virksomhed med membran og eget renseanlæg. En væsentlig forudsætning for, at de kan drive deres virksomhed med høj miljøprofil.
De disponerer også 1000 meter kaj med 14 meter vanddybde og en king-size ophalerbedding.
Stena Oil A/S praler selv med at disponere over verdens mest moderne anlæg for maritime fremdrivningsmidler. Og så er det fuldautomatisk – det er der jo ikke mange arbejdspladser i… (og hvorfor skal en offentlig ejet virksomhed finansiere deres driftsmidler?)
Terminalen er organiseret i sit eget selskab, som jo ikke har lavet de store resultater endnu. Men selskabet er ejet af et moderselskab – Stena Metal A/B, som er ganske godt ved muffen.
Orskov A/S har jo plads til sin nye flydedok og en ny reparationskaj med en fornuftig vanddybde med havneudvidelsen.
Alle tre virksomheder profilerer sig som virksomheder med stor fokus på ansvarlighed og bæredygtighed.
Bæredygtighed er ikke kun, at man sørger for ikke at belaste det fysiske miljø. Det er også, at virksomhedsdriften er i balance med det omgivende samfund. Og det er Frederikshavn Havn ikke!
Skåret ind til benet: Nogen betaler for lidt! Hvad hvem betaler er ikke offentligt tilgængeligt. I den kommercielle junglelov vil en part, der bliver snydt på lovlig måde, bære tabet. Er det stort nok, vil det ende i en konkurs, hvorefter andre vil kunne overtage boet. Og i den forbindelse måske have den begunstigelse at kunne rydde bordet for gamle aftaler og lave nye med udgangspunkt i den reelle kostpris.
Var det tilfældet for Frederikshavn Havn, måtte havnens virksomheder til pungen og betale den økonomisk bæredygtige leje.
Men Frederikshavn Havn er en kommunal havn, og kan ikke gå konkurs! Og det ved virksomhederne godt! Det giver jo virksomhederne en tryghed i forhold til de aftaler, de har indgået med havnen. For aftalerne er jo juridisk gældende. Ingen tvivl om det! Så de åbenlyse dårlige aftaler, der er indgået, dem hænger Frederikshavn Kommune på aftaletiden ud.
Kommunalt driftstilskud til private virksomheder. Det nuværende byråd kunne melde, at de 63 årlige millioner til dækning af havnens underskud (=252 millioner på de fire år der er garanteret for), vil blive taget fra vedligeholdelseskontoen for veje og bygninger. Så børn, skoler, ældre, fritidsliv m.m. vil ikke kunne mærke det!
Goddag med et økseskaft! Kommunens borgere ved godt, at man ikke fjerner så stort et beløb fra det fælles budget uden, at det kan mærkes. På et tidspunkt skal bygninger og veje vedligeholdes, og så skal pengene findes et andet sted.
Groft sagt så giver Frederikshavn Kommune nu et tilskud til en gruppe særdeles velpolstrede private virksomheder. Er det lovligt?
Tiltrækning af nye og kvalificerede medarbejdere til havnens virksomheder. En væsentlig bekymring for havnenes virksomheder, er tilgangen til kvalificeret arbejdskraft. Hvis ikke medarbejderne lokalt er til stede, bliver drift og udvikling truet. At basere virksomhedernes drift på udenlandsk arbejdskraft fra vikarbureauer er ikke holdbart i længden.
Jo fattigere kommunen bliver, jo mindre attraktiv bliver den for nye borgere (og potentielt nye medarbejdere til virksomhederne!) og for nye virksomheder.
Så de nuværende havnevirksomheder er indirekte i gang med at skære den gren over, de selv sidder på!
Og jeg tror faktisk, de har råd til at gøre noget andet. Jeg har dykket ned i en håndfuld af de sidste nye årsregnskaber (2023) og fundet deres overskud før skat. Og det går godt, som det ses af eksemplerne:
Orskov A/S 91 millioner
M.A.R.S. A/S 62 millioner
Stena Metal A/B (ejer også Stena Oil A/B, Koncern) 1000 millioner
VMS Group A/S 40 millioner
Norisol A/S (koncern) 42 millioner
MAN Energy Solutions 63 millioner
Scanel A/S 18 millioner
Hesselby Shipping Aps. 1,3 million
DOF Frederikshavn 2,3 million
Loxam A/S (koncern). 37 millioner
Studsgaard safety, fire&lifting division A/S: 4,7 millioner
Etc.
Gestus. Set herfra vil det være en utrolig klog og ansvarlig handling, hvis havnens virksomheder satte sig sammen med Frederikshavn Kommune og genforhandlede lejekontrakterne fremadrettet.
Det vil være en gestus overfor kommunens indbyggere og i den grad lave en solid optankning på virksomhedernes "good-will"-konto.
Og give en mere tryg og effektiv hverdag for virksomhederne selv og deres medarbejdere. Både nuværende såvel som kommende.
Og være en rigtig god historie til omverdenen!
Ikke mindst set i lyset af, at det var havnens virksomheder, der tilbage i 2008 kraftigt ønskede en havneudvidelse for at de kunne bevare deres konkurrencekraft!
Må fornuft og ansvarlighed vinde over dumsmart jura og grådighed!
Og hvem der så er ansvarlig for misæren med kuglerammen, er en anden sag, som advokatundersøgelsen må afdække.