Forsvarsminister besøgte Orskov Yard og MAN Energy Solutions i Frederikshavn
Frederikshavn vil være med til at sikre, at Søværnets kommende skibe kan bygges i Danmark. Det er budskabet fra Orskov Yard og MAN Energy Solutions, som torsdag tog imod forsvarsminister Troels Lund Poulsen.
Over de kommende par årtier skal den danske flåde udvides for op mod 40 milliarder kroner. Som led i forberedelsen af en langsigtet flådeplan er regeringen lige nu ved at undersøge, hvordan de mange nye krigsskibe kan bygges og udrustes på dansk grund.
Torsdag var forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) i Frederikshavn for ved selvsyn at få et indblik i de muligheder, der ligger i byens stærke og internationalt anerkendte maritim klynge med en samlet arbejdsstyrke på mere end 1.600 personer.
Dagen begyndte hos Orskov Yard, som gennem flere år har serviceret og opgraderet Søværnets største skibe, herunder fregatterne i Iver Huitfeldt- og Absalon-klasserne samt inspektionsskibene i Thetis- og Knud Rasmussen-klasserne. Værftet, der i dag beskæftiger 235 medarbejdere, indgik tidligere i år en ny syvårig rammeaftale med Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) om vedligehold af de største skibe i flåden.
- Frederikshavn har en meget stolt skibsbygningstradition, hvor der gennem tiden er bygget mere end 500 skibe på byens værftsområder. Orskov Yard er i dag specialiseret i vedligehold og ombygning af skibe, herunder også skibe i den danske flåde. Med forsvarsministerens besøg vil vi gerne sende det budskab, at vi er klar til at bidrage med vores viden og kompetencer, så Søværnets kommende skibe kan bygges i Danmark, siger adm. direktør Lars Fischer fra Orskov Yard, der modtog forsvarsministeren og hans følge sammen med Christina Ørskov, ejer, direktør og tredje generation i den nordjyske værftsindustri.
Efter besøget på Orskov gik turen videre til MAN Energy Solutions, hvor forsvarsministeren mødtes med Senior Vice President & Country Manager, Bjarne Foldager, og Senior Manager & Head of Propeller, Lene Kragh.
- Vi sætter stor pris på forsvarsministerens besøg i Frederikshavn. Den maritime branche i Danmark er topgearet til at håndtere de fleste skibsprojekter. Det gælder også indenfor Søværnets områder, hvor danske virksomheder både har ressourcerne og kompetencerne til at løfte opgaven, siger Bjarne Foldager.
Han fremhæver som eksempel motortypen MAN175D, som produceres lokalt i Frederikshavn og allerede i dag anvendes i navy-segmentet. Tilsvarende gælder MAN’s propeller og kontrolsystemer, der imødekommer Søværnets høje krav til blandt andet støj, ekstrembelastning og driftssikkerhed.
- Vi indgår allerede i et partnerskab omkring den danske flåde, hvor vi leverer service, reservedele og teknisk support igennem en langtids servicekontrakt (LTSA). Vi har serviceaftaler på MAN ES-udstyr i Søværnets skibe, herunder inspektionsskibe, fregatter, miljøskibe og Kongeskibet Dannebrog, siger Lene Kragh.
Tilbage på Orskov Yard gør Lars Fischer det klart, at han og værftets øvrige ledelse ser den maritime klynge i Frederikshavn og Nordjylland generelt spille en fremtrædende rolle i et fremtidigt setup for skibsbyggeri i Danmark. Men for at lykkes med så stort et projekt er det afgørende, at staten involverer sig aktivt i processen, understreger han.
- For år tilbage var Danmark en dygtig skibsbyggernation. Men i takt med den stigende konkurrence fra Asien har man i stor stil lukket nybygning ned i både Danmark og resten af Europa. Hvis de kommende skibe til Søværnet skal bygges her i landet er vi nødt til at finde modeller, hvor staten er med til at løfte opgaven og bringe skibsbygning tilbage til Danmark, siger Lars Fischer.