Gå til hoved-indhold
06. december 2024 - kl. 00.12

Discotheque Unique genopstår med Lars Frost og Ole Post i baren

  • 1 af 3
    Dansegulvet på Discotheque Unique.
  • 2 af 3
    En gæst ryger en smøg ved siden af Lars Frost i baren.
  • 3 af 3
    Ole Post bag baren på Discotheque Unique.
Af: Michael Frederiksen

Frederikshavns ikoniske natklub, Discotheque Unique, vender tilbage lørdag 20. september 2025 – otte år efter, at musikken stoppede, og dørene lukkede. Genoplivelsen af det legendariske diskotek bliver en unik begivenhed, der kun finder sted én dag på Knivholt.

Generationer af frederikshavnere husker turen op ad trappen til det pulserende diskotek i Danmarksgade, hvor køen ofte strakte sig langt ud i gågaden. Unique var ikke bare et sted, men en institution i Frederikshavns natteliv i 80’erne og 90’erne. Den stemning, som tidligere medejer Ole Post beskriver som ”propfyldt med festglade mennesker hver weekend,” skal nu vækkes til live igen.

Kendte ansigter bag baren og pulten
Bag genoplivningen står to lokale frederikshavnere Christian Conradsen og Jan Bach. Sammen med gæste-bartendere og tidligere ejere Ole Post og Lars Frost genskaber de den autentiske Unique-stemning. DJ-legenden Lars "Ludvig" Lassen tager naturligvis plads bag pulten og lover at levere de klassiske hits, der satte gang i dansegulvet dengang.

Et nostalgisk gensyn med festens storhedstid
Unique blev født i april 1984 som afløser for Diskoteque Gatsby og blev hurtigt et ikon for Frederikshavns natteliv.

- De første kys fik jeg på Unique, fortæller Christian Conradsen med et smil.

- Og jeg havde mange gratis overnatninger på Unique, tilføjer Jan Bach grinende.

Begge var stamgæster i stedets storhedstid. Nu, flere årtier senere, beskriver de genoplivningen som en hyldest til byens festglade sjæle:

- I 2025 åbner vi Unique for én dag – og kun én dag – på Knivholt. Begejstringen blandt folk i vores omgangskreds er allerede mærkbar, og vi lover en fest uden lige.

Mere end bare en genoplivning
Genåbningen af Discotheque Unique bliver dog ikke det eneste, der sker på Knivholt denne dag. De to idémænd lover flere overraskelser og en helt særlig oplevelse, men holder kortene tæt til kroppen:

- Det bliver så godt, men vi kan ikke løfte sløret for det hele endnu, siger de.

Discotheque Unique genopstår som en hyldest til byens natteliv og en fejring af de minder, der blev skabt dengang. Én dag, én fest – og én uforglemmelig oplevelse.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...