Gå til hoved-indhold
08. december 2023 - kl. 13.12

De nominerede til Vækst og Vilje er fundet

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

De nominerede virksomheder til Erhvervs- og Iværksætterprisen er fundet. Vinderne kåres torsdag 1. februar ved Vækst og Vilje-arrangementet i Det Musiske Hus i Frederikshavn.

For 12 virksomheder bliver 1. februar i det nye år lidt mere spændt end normalt, når der skal uddeles prestigefyldte priser til arrangementet Vækst og Vilje i Det Musiske Hus.

De 12 firmaer er indstillet af erhvervsforeningerne i Skagen, Frederikshavn og Sæby, og bestyrelsen i Frederikshavn Erhvervsråd har fundet seks nominerede i hver af de to kategorier - Vækst og Vilje Erhvervsprisen og Iværksætterprisen.

Kriterierne for at vinde en pris er, at virksomheden/lederen gennem gode lederevner, initiativ, og faglig dygtighed har skabt vækst i kompetenceniveauet og/eller vækst i beskæftigelsen – og derigennem bidraget til en erhvervsøkonomisk drivkraft i Frederikshavn Kommune.

- Med først en besværlig coronatid og efterfølgende en vanskelig tid med stigende renter og opbremsninger i økonomien på grund af krigen i Ukraine er det en glæde, at vi trods de udfordringer har så dygtige virksomheder og iværksættere i kommunen. Det har været en række stærke kandidater, som erhvervsforeningerne har indstillet, og jeg er stolt over de 12 udvalgte virksomheder, som har vist imponerende resultater og vilje i en svær tid at drive virksomhed i, siger Karl Erik Slynge om de nominerede.

Vækst og Vilje Erhvervsprisen uddeles til en virksomhed, virksomhedsleder, forretning, forretningsdrivende, organisation eller enkeltperson mv. i Frederikshavn Kommune, som har ydet en ekstraordinær indsats i forbindelse med erhvervsudvikling i Frederikshavn Kommune.

Iværksætterprisen tildeles en virksomhed eller virksomhedsleder/e, som har etableret eller overtaget en virksomhed i Frederikshavn Kommune inden for de seneste fem kalenderår og i den forbindelse har ydet en ekstraordinær indsats i forbindelse med erhvervsudvikling i Frederikshavn Kommune.

Vinderne kåres ved Vækst og Vilje-arrangementet i Det Musiske Hus 1. februar, hvor op mod 250 erhvervsfolk og politikere deltager. Hovedsponsor for arrangementet er Nordjyske Bank.

Desuden uddeles af Roblon Fondens Uddannelsespris på 25.000 kroner til fire elever på MARTEC og studerende på hovedforløb EUD eller EUX på EUC Nord og Frederikshavn Handelsskole.

Priserne uddeles til elever, som har vist en særlig høj faglighed inden for sit felt eller har udmærket sig indenfor for iværksætteri og entreprenørskab, der vil kunne give en afsmitning på Nordjylland.

Læs mere om Vækst og Vilje-priserne her.

Indstillinger til Vækst og Vilje Erhvervsprisen 2023:
RUTHS HOTEL A/S (Skagen Erhvervsforening)
Skagen Kultur- og Fritidscenter (Skagen Erhvervsforening)
MARTEC (Frederikshavn Erhvervsforening)
Morten Vestergaard (Frederikshavn Erhvervsforening)
Jensen Jordbær v/Claus og Charlotte Snebang Jensen (Sæby Erhvervsforening)
Søren Østergaard - landmand (Sæby Erhvervsforening)

Indstillinger til Iværksætterprisen 2023:
Nordic Yacht Service (Skagen Erhvervsforening)
Skagen Padelcenter ApS (Skagen Erhvervsforening)
Vega Spedition ApS (Frederikshavn Erhvervsforening)
Bæredygtige Børn ApS (Frederikshavn Erhvervsforening)
Voerså Butikshus ApS (Sæby Erhvervsforening)
Hotel Aahøj ApS (Sæby Erhvervsforening)

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...