Nu ved Sportscenter Nord, hvordan de skal bruge deres løbetræner
Søndag var sidste træningsdag i det forløb, som Sportscenter Nord har lavet med Frederikshavn Løbefællesskab. De to parter fortsætter samarbejdet.
- For de fire uger har været så stor en succes, at vi er enige om at samarbejdet fortsætter. De har haft fire træninger med vores løbetræner Johnny Kure Jakobsen og kan på bare de fire gange mærke stor forskel i deres løb, siger Susanne Christensen, daglig leder i Sportscenter Nord.
Dette forløb har været indgangen til, hvordan Sportscenter Nord fremadrettet vil bruge Johnny Kure Jakobsen. Målet er at lave flere forløb med andre foreninger.
- For der er ingen tvivl om, at både fodboldspillere, floorballspillere, håndboldspillere og så videre vil kunne få et stort udbytte og blive bedre til den sport, de dyrker til daglig, ved at bruge nogle timer sammen med Johnny. Sidder du som træner for et hold, som måske ville have gavn af et forløb med Johnny, så kontakt os, opfordrer Susanne Christensen.
Frederikshavn Løbefællesskab er, som navnet siger, et fællesskab.
- Man kan med det samme mærke, at de ikke bare løber sammen, men hygger sig sammen. De har oplevelser sammen. Og jeg er ikke det mindste i tvivl om, at her kan alle, der gerne vil løbe, være med. Både helt nye samt garvede løbere. De får det tilrettelagt, så det sagtens kan lade sig gøre. To gange om ugen løber de sammen. Det er fedt, mener Susanne Christensen.