Gå til hoved-indhold
18. oktober 2024 - kl. 00.10

Ishockeyklub og skøjteforening byder indenfor i stor stil

  • 1 af 2
  • 2 af 2
Af: Michael Frederiksen

Der er sædvanligvis masser af aktiviteter i Iscenter Nord, men i disse uger er der sat turbo på. En stor stak af de yngste elever fra byens skoler har enten været på besøg eller kan se frem til at komme det. Der skal skøjtes, hygges og leges med stav og puck i den helt store stil.

Og årsagen er, at Frederikshavn Ishockey Klub og Frederikshavn Skøjteforening er gået sammen om at invitere skolernes mindste klasser til at få et indblik i, hvad de to sportsgrene har at byde på.

Det handler om at få illustreret, at sport på is kan noget særligt, og omkring 100 elever har allerede været igennem ”systemet”. I de kommende uger får endnu flere lejlighed til at prøve sig af på det glatte underlag.

Næstformand i Frederikshavn Skøjteforening, Louise Bøger, har været med til at arrangere og gennemføre skolebesøgene, og hun ser store muligheder i skolernes besøg:

- Foreninger er jo altid på udkig efter nye medlemmer, og vi har i skøjteforeningen igennem årene forsøgt os med masser af tiltag. Men det er alligevel noget særligt at få givet så mange unge mennesker muligheden for at prøve vores sport af. Forhåbentlig kan vi åbne de unges øjne for vores sport.

Ishockeyklubben og skøjteforeningen er sammen med Frederikshavn Curling Klub blevet såkaldte spydspidsforeninger under Danmarks Idrætsforening og skal være med til at tegne fremtidens idræt for børn og unge. Formålet er i al sin enkelthed at få flere aktive børn og unge på isen. Og så ønsker man i øvrigt at skabe attraktive fællesskaber for disse. Der er derfor flere tiltag i gang, som skal enten fastholde eller nyrekruttere medlemmer af de to foreninger, og skolebesøgene er led i denne satsning.

Hos ishockeyfolket er man glad for det tætte samarbejde med sin "naboforening", og heller ikke her er man i tvivl om effekten af at invitere skolerne indenfor. Rikke Wilde Andersen, næstformand i FIK, synes, at det er den eneste vej frem:

- Foreningslivet er nødt til at forholde sig til, at konkurrencen om de unges tid og opmærksomhed er stor. Derfor må vi både ofre tid og ressourcer på at give os til kende, og det er blandt andet det, vi gør med alle de skolebesøg.

De kommende måneder byder altså på masser af unge mennesker i Iscenter Nord, men det slutter ikke her. Der er stadig plads til skoler, der er interesserede i at give sine yngste elever en ekstraordinær oplevelse i nye omgivelser.

For nærmere oplysninger kan man kontakte børne-ungeansvarlig Jesper Larsen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...