Storsejr til Stars & Strikes i Thisted: Vinder 31-17 over Split
I søndags havde bowlingspillerne fra Stars & Strikes atter pakket bussen. Denne gang gik turen til Thisted, hvor kampen mod Split skulle spilles. Banerne i Thisted er kendt for at være uhyre svære at vælte mange kegler på. Derfor brugte sportschefen busturen til at bearbejde spillernes mentale tilgang til kampen, så de værste frustrationer kunne undgås. I hvert fald i starten af kampen.
Til spillernes store overraskelse viste banerne sig ganske spilbare, og Stars & Strikes lagde godt fra land med sikre sejre i alle tre doubler i 1. serie. Tidlig føring på 8-0 og et forspring på 170 kegler. Thomas Mølholt scorede 202.
I 2. serie blev missede opsamlinger dyre for den ene double, som tabte med otte kegler. Til gengæld vandt de to andre doubler stort, og pointene for de samlede kegler var aldrig i fare. Føringen blev udbygget til 14-2. Rasmus Hansen scorede 221.
Niveauet blev hævet i 3. serie, hvor Stars & Strikes igen vandt alle tre doubler. Dog kunne spillerne begynde at mærke banerne forandre sig i slutningen af serien, og sejrene var ikke så sikre som i 1. serie. Claus Jørgensen scorede 204 og Thomas Mølholt scorede 202. Halvvejs i kampen førte Stars & Strikes 22-2.
Banernes forandring kom for alvor til udtryk i 4. serie, hvor det blev sværere og sværere at lave strikes. Det betød markant lavere scorer, hvormed niveauforskellen på de to hold blev udlignet. Med lidt mere skarphed i opsamlingsspillet kunne Stars & Strikes have vundet alle tre doubler, men måtte desværre nøjes med én sejr. I kampen om de ekstra to point for flest kegler stod Per Schou Truesen med det afgørende kast. En strike ville sende pointene til Stars & Strikes, ni kegler ville dele pointene mellem holdene, mens otte kegler ville sende pointene til Split. Det endte med ni kegler og ét ekstra point til hvert hold. Split reducerede dermed til 25-7.
5. serie endte også kun med én sejr til Stars & Strikes – og igen kom Per Schou Truesen i fokus. For trods en sløj personlig score kunne han med en god 10. rude sende de to point for flest samlede kegler til Frederikshavn…og denne gang svigtede nerverne ikke! Yderligere fire point og en føring på 29-11.
Kampens sidste serie blev en meget tæt affære i to af doublerne. Den ene vandt med otte kegler, mens den anden tabte med sølle to kegler. Da den tredje double tabte stort, vandt Split serien 6-2. Kampen endte dermed med en stor udebanesejr på 31-17. Stars & Strikes samlede keglefald blev på 6.310 mod Splits 5.985 kegler.
Kampens spiller blev Claus Jørgensen, som var bedste mand til at håndtere banernes forandring.
Sådan spillede holdet:
Claus Jørgensen (1.120 kegler over 6 serier – snit på 187)
Thomas Mølholt (1.115 kegler over 6 serier – snit på 186)
Rasmus Hansen (1.106 kegler over 6 serier – snit på 184)
Thomas G. Larsen (998 kegler over 6 serier – snit på 166)
Per Schou Truesen (996 kegler over 6 serier – snit på 166)
Jens V. Thomsen (975 kegler over 6 serier – snit på 163)
I stillingen rykker Stars & Strikes op på tredjepladsen i 2. division. Næste kamp bliver lokalopgøret med BC Royal, som spilles i Terminalen1 søndag 27. oktober kl. 12.00.