Gå til hoved-indhold
21. september 2023 - kl. 11.09

Byrådsflertal halverer antallet af genbrugspladser

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Et forslag om at halvere antallet af genbrugspladser i Frederikshavn Kommune fra 16 til otte kommer nu i offentlig høring i fire uger. Det vedtog et splittet byråd i aftes.

Folketinget har truffet en beslutning om, at vi skal genbruge mere affald. Det vil kræve en investering på 75-100 millioner kroner, hvis alle 16 genbrugspladser skal fortsætte som nu. Det er ét af tre scenaier, som en analyse - udarbejdet af Frederikshavn Affald A/S - indeholder.

Det mest vidtgående scenarie er kun at beholde fem genbrugspladser på Niels Juels Vej og Stenvej (ved Ravnshøj) i Frederikshavn, Skagen, Sæby og Ålbæk, men et flertal i byrådet foretækker en mellemløsning, hvor også genbrugspladserne i Østervrå, Voerså og Strandby fortsætter.

Denne model sendes nu i offentlig høring i fire uger. SF og Nye Borgerlige støttede et Venstre-forslag om at sende alle tre scenarier i offentlig høring.

- Vi er sikre på, at mange kan spille ind med noget, som vi slet ikke har opdaget endnu, sagde Lone Haugaard (V).

SF's Christina Lykke ønskede også at sende alle tre scenarier i offentlig og roste generelt, at vi skal affaldssortere i flere fraktioner.

- Vi går linen ud, og så vi må vi acceptere, at det er lidt bøvlet. Vi er nødt til at træffe en fornuftig beslutning, for regningen skal betales. Det betyder blandt andet, at vi skal køre lidt længere og gå oftere ud med skraldet, lød det fra SF'eren.

Borgmester Birgit S. Hansen afviste at sende alle tre scenarier i offentlig høring.

- Der ingen grund til at foregøgle nogen, at vi vil bruge 75-100 millioner kroner på at bevare alle pladser, mente borgmesteren.

Peter E. Nielsen (A), formand for Plan- og Miljøudvalget, kaldte det "noget af en udfordring" at skulle op på 30-40 fraktioner på den enkelte genbrugsplads.

- Men vi vil gerne sikre, at vi også i yderområderne har tilgang til genbrugspladserne, hvor det faktisk bliver sådan fremover, at personalet er forpligtet til at afvise affald, der kan genbruges, forklarede Peter E. Nielsen.

Han oplyste, at servieniveauet - selv med en halvering af genbrugspladserne - vil være betydeligt højere end i Hjørring, Brønderslev og Aalborg kommuner.

Peter Sørensen (V) efterlyste, som han også gjorde, da sagen blev behandlet i Plan- og Miljøudvalget, at Frederikshavn Kommune undersøger muligheden for at opnå synergieffekter ved at samarbejde med nabokommuner.

Følgende genbrugspladser lukkes: Bangsbo, Dybvad, Elling, Jerup, Skærum, Kvissel, Vangen og Gærum. Der skal dog skabes mulighed for etablering af gren- og haveaffaldspladser på disse pladser under forudsætning af lokalt engagement.

Der lægges endvidere op til, at genbrugspladsernes åbningstider harmoniseres i forhold til nabokommunerne. Harmoniseringen vil betyde, at der først åbnes for private husstande kl. 10.00 på lørdage og søndage (samt helligdage) samt kl. 12.00 på øvrige dage. Erhvervsvirksomheder henvises i formiddagstimerne til Sæby, Ravnshøj (Stenvej) eller Skagen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...